Erhverv

Spilkæden Gamestop kaster håndklædet i ringen - 187 ansatte opsagt

Gamestop siger farvel og tak til Danmark, og det koster stribevis af danske arbejdspladser. Der er dog heldigvis god efterspørgsel efter medarbejderne.

Gamestop lukker ned i Danmark. Foto: Moe / Flickr.

Den landsdækkende spilkæde Gamestop giver nu op i Danmark, og det betyder samtidig opsigelse af 187 medarbejdere, skriver Ekstra Bladet.

»Baggrunden er et ønske om at optimere Gamestops globale virksomhed og at ophøre med al aktivitet i Danmark senest pr. 28. februar 2021 grundet økonomisk underskud de seneste fem år,« skrev selskabets irske direktør tilbage den 7. oktober i de interne papirer, som Ekstra Bladet altså har fået adgang til.

Hos KH Handel, der har deltaget i forhandlingerne med Gamestop, fortæller faglig chef Stephan Agger, at virksomheden har tilbudt god hjælp til de ansatte i de i alt 34 danske butikker i forhold til at komme videre i nye job.

»Når vi taler om muligheden for at få et nyt arbejde, er der naturligvis regionale forskelle i beskæftigelsen. Og vi taler samtidig om rimeligt specialiseret personale, men tilbagemeldingerne til os er, at der er brug for faglært arbejdskraft i detailhandlen,« siger Stephan Agger til Ekstra Bladet.

Tilbage i september kom de første tegn på, at kæden var i store problemer.

Gamestop, der har butikker i 14 lande, meddelte i forbindelse med fremlæggelsen af sit regnskab, at der skulle lukkes mellem 180 og 200 butikker inden udgangen af året.

Nyheden kom på bagkant af regnskabet, der viste en salgstilbagegang på mere end 14 pct. til 1,3 mia. dollars.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også