Erhverv

Børnetøjsfirma er gået konkurs efter mystisk forløb

Mens det på Trustpilot fyger med beskyldninger om uretmæssige kontoudtræk og dårlig kundeservice, er børnetøjsvirksomheden Rebuybaby gået konkurs. Investorerne føler sig ført bag lyset.

Det skortede ikke på store ambitioner, da Finans skrev om Rebuybaby tilbage i marts. Nu er virksomheden gået konkurs. Foto: Rebuybaby

Det er ikke meget mere end et halvt år siden, at Finans kunne fortælle, at den nordjyske virksomhed Rebuybaby, der sælger børnetøj på abonnement, havde store ambitioner og omsatte for 4 mio. kr. på blot ét år.

Nu er virksomheden pludselig gået konkurs. Det viser en skrivelse fra Statstidende.

Konkursen kommer efter et mystisk forløb, hvor investorkredsen bag virksomheden har følt sig ført bag lyset af direktøren og stifteren af Rebuybaby, Christian Møller.

Samtidig beskylder en lang række kunder Rebuybaby for snyd.

Andreas Dirksen er en af de tre investorer, der ifølge ham tilsammen har lagt »et millionbeløb« i virksomheden. Han fortæller om et forløb, hvor Christian Møller forsøgte at skaffe flere penge, selvom firmaet angiveligt havde det fint.

I sommer fik virksomheden to nye investorer, bl.a. Stylepit-medstifter Christian Bjerre Kusk, og i den forbindelse blev regnskaberne kigget grundigt igennem. Ved første øjekast så tallene fine ud. En nærmere gennemgang viste dog, at det ikke var tilfældet.

»Det undrede os, at direktøren mente, at der var brug for flere penge. I oktober kiggede vi derfor dybere ned i tallene, og det viste sig, at de regnskabstal og medlemstal, vi havde fået oplyst, desværre var ret langt fra sandheden. Det billede, vi havde fået, havde ingen rod i virkeligheden,« siger Andreas Dirksen.

Andreas Dirksen fortæller, at ingen i investorgruppen har hørt noget fra Christian Møller siden konkursen.

»Vi aner ikke, hvor han er henne. Jeg tror godt, at man kan sige, at vi investorer føler os en smule ført bag lyset. Nu har jeg været iværksætter i 20 år, og jeg har aldrig oplevet noget lignende - så jeg er lidt målløs, faktisk,« siger han.

Rebuybaby blev stiftet i 2017 af parret Michelle Lindhardt og Christian Møller. Virksomheden er placeret i Aalborg.

Klaus Smedegaard Rasmussen er blevet udpeget som kurator i konkursboet, og mens investorerne ikke kan få fat i Christian Møller, har han ikke haft problemer med at etablere kontakt til direktøren.

Ifølge Klaus Smedegaard Rasmussen er det ledelsen selv, der har indgivet konkursbegæringen til skifteretten i Aalborg. Kuratoren understreger, at det stadig er tidligt i forløbet, men at det på nuværende tidspunkt ser ud til, at Rebuybaby lukker og slukker.

»Som det ser ud nu, forventer vi, at firmaet lukker. Hvis vi finder en køber til butikken, kan det da godt være, at vi kan starte det op igen, men udgangspunktet er, at virksomheden lukker, og at varelageret bliver omsat,« siger han.

På Trustpilot er Rebuybaby på det seneste blevet kritiseret voldsomt. Anklagerne går især på mangelfuld kundeservice, samt at virksomheden har trukket penge på kundernes konti, selvom de egentlig havde afmeldt abonnementstjenesten.

Kuratoren mener dog ikke umiddelbart, at Rebuybaby har gjort noget ulovligt i den henseende.

»Man har haft nogle udfordringer med de automatiske trækninger, der skulle afmeldes. Det skulle ske manuelt, da udbyderne ikke kunne gøre det uden videre. Man skulle ind og afmelde hver enkelt trækning på kort, og det har taget noget tid,« siger Klaus Smedegaard Rasmussen.

Finans har forsøgt at få en kommentar fra Christian Møller, men han er ikke vendt tilbage på henvendelserne.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også