Unicredit vil tilbagekøbe aktier for milliarder og fyre tusinder
Den italienske storbank Unicredit vil afskedige omkring 8000 ansatte fra slutningen af dette år og frem mod 2023 og tilbagekøbe aktier for 2,2 mia. euro i perioden 2020-2023 som led i en ny forretningsplan.
Det skriver Bloomberg News.
Tirsdag morgen præsenterer Unicredit en ny fireårig strategi, og det er i den forbindelse, at banken også løfter sløret for planer om at lukke omkring 500 filialer, hvilket skal være med til at skære arbejdsstyrken med mere end 9 pct. frem mod 2023, hvor altså omkring 8000 job skal skæres fra.
Unicredit venter i 2023 at lande en omsætning på 19,3 mia. euro. Til sammenligning havde analytikerne ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News sat næsen op efter en omsætning i 2023 på 19,8 mia. euro.
Det justerede nettoresultat ventes i 2023 at lande på 5 mia. euro. For 2019 ser Unicredit fortsat et resultat på den post på 4,7 mia. euro.

