Erhverv

Jule-reklame fra en lille butik er gået viralt

En billig reklamefilm produceret af en lille butik i Wales vækker opmærksomhed - og er måske et varsel om nye trends i detailhandlen.

Julefilmen fra den lille isenkræmmerbutik er alene på Youtube blevet set af over 1,2 mio. - dertil kommer Facebook og Twitter. Foto: Printscreen fra Youtube

I en lang række lande er forbrugerne ofte optaget af de årlige jule-reklamefilm. I år skiller en lille, britisk isenkræmmerbutik i Wales sig ud.

I hvert fald målt i reaktioner på sociale medier og dermed opmærksomhed. Netop i Storbritannien plejer detailgiganten John Lewis at markere sig med julereklamer, som er produceret med millionbudgetter og ses af mange.

Men en lille familieejet, klassisk og gammeldags isenkræmmerbutik, Hafod Hardware, i byen Rhayader, Wales, løber i disse dage også med den virale opmærksomhed. Det endda med en film, som det angiveligt har kostet under 1.000 kr. at producere - og udelukkende er lagt ud på sociale medier.

Temaet for filmen er ”Be A Kid This Christmas” - vær et barn denne jul. Gennem de to minutters film følges 2-årige Arthur Jones - en sød lille dreng. Han er fjerde generation bag isenkræmmerbutikken, der blev åbnet i 1895.

Se filmen her:

Ifølge flere britiske medier har Tom Jones, Arthurs far og tredje generation i butikken, arbejdet sammen med sin ven, filmmager Josh Holdaway, om at optage og redigere videoen. Ifølge ham har den kostet 100 pund - ca. 850 kr. Eneste omkostning har nemlig været brugen af et studie til en sanger.

Butikken har de to foregående år også produceret en julefilm til de sociale medier, men ikke fået samme opmærksomhed som i år. Den følelesladede reklame har indtil fredag eftermiddag haft 1,2 mio. visninger alene på Youtube. Til CNN siger isenkræmmeren:

»Vi fik stor respons de seneste to år, men slet ikke som i år. Vi gør det virkelig kun for sjov. Men vi forsøger også at få lidt spotlys på små, lokale detailvirksomheder i yderområderne. Og vil vise, at vi er her og kan tilbyde andet end de store detailkæder.«

Ifølge den danske detailekspert Camilla Birch i konsulenthuset Birch & Birch er det oplagt, at en sådan julevideo fra en lille butik får opmærksomhed på sociale medier. Netop i den globale detailbranche er det lokale kommet mere i fokus.

»Det begyndte med de lokale madvarer og gårdbutikken, og nu smitter det af på den lille uafhængige forretning på hovedgaden. I de lokale fødevarer er idet måske ikke så meget geografien, men forventningen om, at den lille lokale producent fremstiller sine varer med større omtanke, mener Camilla Birch. Hun fortsætter:

»Den forventning er forbrugeren i gang med at flytte over på butikkerne. Nogle forbrugere tiltror den lille, uafhængige butik bedre motiver og mere omtanke end den store.«

Serier: 10 idéer, der kan ændre Danmark
FINANS sætter fokus på 10 visionære iværksættere og deres banebrydende idéer, der potentielt kan bære en hel ny erhvervsklynge, skabe et succesfuldt eksporteventyr eller få en gammel industri til at blomstre. Læs hele serien her.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også