Erhverv

Kemp & Lauritzen igangsætter undersøgelse af sig selv

Installationsvirksomheden Kemp & Lauritzen har bedt revisionshuset Deloitte om at igangsætte en intern undersøgelse i virksomheden efter den mulige svindelsag i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Arkivfoto: Kemp & Lauritzen.

Kemp & Lauritzen igangsætter nu en intern undersøgelse, efter at virksomhedens navn er dukket op i forbindelse med den skandalesag, der har ramt Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Ifølge en pressemeddelelse fra Kemp & Lauritzen har installationsvirksomheden bedt revisionshuset Deloitte om at igangsætte en revisionsundersøgelse.

»Det kan i virkeligheden sammenfattes i fire ord: Fri mig for overraskelser,« siger Peter Kaas Hammer, adm. direktør i Kemp & Lauritzen.

»Skulle den vise sig at afdække nye, kritisable forhold, vil det jo betyde, at jeg så får mulighed for at få rettet op dér, hvor tingene ikke måtte følge vores retningslinjer 100 procent. Og det er præcis dét, jeg vil med undersøgelsen,« siger Peter Kaas Hammer.

Sagen handler om, hvordan en tidligere ansat i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i 2015 og 2016 fik renoveret og tilbygget sit hus på styrelsens regning for 1,7 mio. kr.

Det skete ved, at regningerne for arbejdet blev sendt til Kemp & Lauritzen, hvorefter en nu tidligere medarbejder i Kemp & Lauritzen viderefakturerede beløbene til styrelsen.

Som følge af sagen har Midt- og Vestjyllands Politi rejst tiltale mod fem mænd for bestikkelse og mandatsvig.

Sagen kommer frem knap et halvt år, efter at Kemp & Lauritzen blev involveret i en anden svindelsag, der involverede Bygningsstyrelsen.

»Det forløb, vi har været igennem med både Forsvarets Ejendomsstyrelse og senere Bygningsstyrelsen, er i den grad kommet bag på mig. Begge sager har sat virksomheden i et dårligt lys, skadet vores anseelse og i betydelig grad frustreret alle i virksomheden,« siger Peter Kaas Hammer.

BRANCHENYT
Læs også