ISS' gamle guldæg solgt
Den britiske kapitalfond Agilitas har solgt Recover Nordic, der er ISS' tidligere skadeservice-divisionen.
Recover Nordic, Nordens ledende virksomhed inden for skadeservice i forbindelse med bl.a. brand, oversvømmelse og indbrud, er blevet solgt til kapitalfonden EQT.
Det meddeler den nuværende ejer Agilitas tirsdag morgen.
I sidste uge kunne Finans afsløre, at Recover Nordic havde hyret investeringsbanken William Blair til at afsøge markedet for en køber til Recover Nordic. Og nu er en handel så faldet på plads.
Recover Nordic har i alt 2.100 ansatte, og salgsprisen er hemmelig. Men den kan, ifølge Finans' oplysninger, nærme sig 2 mia. kr.
Finans har tidligere beskrevet, hvordan Agilitas med hjælp fra ABG Sundal Collier sidste år forgæves forsøgte at sælge Recover Nordic.
Ifølge en kilde med indsigt i processen dengang var briternes prisforventningerne for høje til, at processen kunne komme i mål.
Nu bliver Recover Nordic så overtaget af kapitalfonden EQT, som i forvejen ejer en række andre kendte selskaber, heriblandt Flying Tiger Copenhagen.
Koncernchef i Recover Nordic, Bjørn Herlofsen, udtaler i en pressemeddelelse, at han ser »frem til at samarbejde med EQT om den næste fase af vores vækst.«
Agilitas købte ISS’ skadeservice-aktiviteter i 2013 og har siden fået virksomheden til gennemsnitligt at vokse med 9 pct. om året.
Salget af Recover Nordic sker kort tid efter, at kapitalfonden Polaris overtog et andet skadeservice-selskab, SSG.

