Stort rejseselskab ramt af stort tilbageslag i Norden
Indtjeningen er styrtdykket i den del af rejseselskabet TUI, som Danmark hører under.
Det store tysk-britiske rejseselskabet TUI har haft et vanskeligt år på det nordiske marked. Problemer med Boeing 737 Max-flyene og en usædvanlig varm sommer var med til at sende indtjeningen i denne del af forretningen ud i et styrtdyk. Det viser det årsregnskab for 2018/2019, som TUI har offentliggjort onsdag eftermiddag.
I TUI's nordiske del af forretningen, der tæller Storbritannien, Skandinavien og joint ventures i Canada og et associeret selskab Rusland, landede omsætningen på 6.345 mio. euro (47,4 mia. kr.) mod 6.457 mio. euro i samme periode sidste år, hvilket svarer til en tilbagegang på 1,7 pct.
Tilbagegangen på toplinjen er dog vand i forhold til det bratte fald i driftsindtjeningen (EBITA), som TUI løb ind i regnskabsåret i sin nordlige region. Driftsindtjeningen i denne region endte på 33 mio. euro. Det svarer til et fald på 86,5 pct. i forhold til samme periode sidste år, hvor driftsindtjeningen endte på 245,3 mio. euro.
»Vores resultat viser fordelen ved at være en del af den største turistkoncern i verden. Vi er fortsat stærke i et udfordrende marked – og leverer på vores strategi og over for vores kunder. Vi ser en signifikant stigning i bookingtal for fremtiden, i særdeleshed for den nordlige region,« lyder det i en skriftlig kommentar fra Alexander Huber, der er direktør for TUI i Norden.
TUI fremhæver i sit årsregnskab, at antallet af kunder faldt med 6 pct. i Skandinavien som følge af hedebølgen i sommeren 2018. Samtidig kostede groundingen af Boeing 737 Max-flyene 33 mio. euro alene i Skandinavien.
Selv om der er markant modvind at spore i årsregnskabet, hæfter man sig primært ved det positive på ledelsesgangen i den nordiske del af forretningen.
»Norden er vigtig for TUIs strategi – og jeg glad for at kunne fortælle, at vores danske kunder aldrig har været gladere end i dag. Med signifikant flere tilbud og destinationer i vores portefølje, og en udvidelse af vores oplevelsesprogram, planlagt for 2020, er vi på en spændende rejse, som kun en global spiller kan levere på,« lyder det fra Alexander Huber.

