Erhverv

Rezas tæpper har tjent 21,5 mio. på to år

En større digitalisering af virksomheden fik overskuddet til at eksplodere i den 29 år gamle virksomhed.

Reza Rejaye (med tæppet) har på to år tjent over 20 mio. kr. på sin forretning. Foto: PR-foto

Det startede alt sammen under Kartoffelkuren i starten af halvfemserne. Dengang solgte Reza Rejaye, som var kommet til landet fra Iran i 1984, sine tæpper fra bagagerummet på en gammel varevogn, mens hans lager lå i en enkelt lejlighed.

I dag står Reza Rejaye bag en virksomhed, hvis varelager tæller 80.000 unikke tæpper og hvor 95 pct. af produktionen eksporteres til udlandet. Samlet har Rezas Oriental & Modern Rugs, som virksomheden hedder, de seneste to år tjent hele 21,5 mio. kr. efter skat.

Firmaet, der er baseret i Odense, er en b2b-virksomhed, der sælger håndlavede tæpper til blandt andet Ikea. Selvom virksomheden snart kan fejre 30 års fødselsdag, var det først i regnskabsåret 2017-2018, at pengene begyndte at vælte ind igen efter nogle stille år i kølvandet på finanskrisen.

Her satsede virksomheden nemlig stort på digitalisering i en branche, der ellers har ry for at være en smule støvet og konservativ, og det gav pote. Det fortæller virksomhedens ejer, Reza Rejaye.

»Det har været altafgørende. Vores kunder er dem, der henvender sig til detail, og de har behov for en støtte, der kan åbne Pandoras æske op og lægge hele verden for deres fødder. Vinderne bliver dem, som har en stærk digital profil og et stort udvalg, og det er derfor, vi satser på det,« siger han.

Firmaet indkøber sine orientalske tæpper i små landsbyer og hos nomadefamilier i Iran, Pakistan, Afghanistan og Nepal, mens de moderne tæpper købes ind i Indien.

Reza Rejaye ønsker, at han gennem firmaets hjemmeside skal kunne »skaffe kunder med tre klik«, og virksomheden er da også i høj grad en eksportvirksomhed. I dag har man kunder i blandt Skandinavien, Benelux-landene, Spanien, Italien og Tyskland, og ambitionerne for ejeren er store.

»Vi vil være den foretrukne b2b-partner i vores branche verden over. Det ved jeg godt er stort sagt, men vi har en ambition om, at en arkitekt for eksempel skal tænke på os hver gang, han har et spændende projekt, hvor han ikke bare vil have maskinproducerede tæpper. Vi skal være virksomheden, der kan levere dét,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også