Direktøren hjælper med at pakke: Stor netbutik »væltet« af black friday
Den danske netbutik Proshop har haft store problemer med at levere varer til kunderne, efter at salget på black friday overgik alle forventninger.
De fleste erhvervsdrivende ville formodentlig klappe i hænderne, hvis de havde solgt dobbelt så meget som forventet på black friday. Det er dog ikke tilfældet for Proshops adm. direktør Ivan Jæger Christiansen, for hans hænder er travlt optaget med at pakke varer.
Netbutikken, der har hovedsæde i Aarhus, er nemlig endt i noget af en krise efter black friday, og det strømmer ind med dårlige anmeldelser på anmeldelsesplatformen Trustpilot.
Leveringstiden har været alt for lang, og flere af kunderne har stadig ikke modtaget de pakker, som de havde bestilt i dagene omkring black friday den 29. november, lyder det blandt andet fra de kritiske kunder på siden.
Ivan Jæger Christiansen fortæller, at kaosset på varelageret skyldes, at efterspørgslen på black friday og de efterfølgende dage var meget højere end forventet.
Proshop havde kalkuleret med, at der ville komme omkring 40.000 ordrer, men tallet endte lige under 100.000. Det kunne kapaciteten ikke holde til, og det er for dårligt, siger direktøren.
»Helt ærligt; vi blev væltet på black friday. Vi har været for aggressive med priserne, og så har vi ikke haft kapaciteten til det, der kom. Det er i bund og grund dybt beklageligt. Kunderne er vant til, at vi leverer dag til dag, og der er nogle af dem, der har ventet længe nu. Det er sgu for dårligt,« siger Ivan Jæger Christiansen.
Ifølge den adm. direktør er Proshop ved at have overblik over de mange ordrer, og derfor kan de fleste kunder godt forvente, at pakkerne når frem i tide, så de kan ligge under juletræet den 24. december. Travlheden betyder dog, at alle andre prioriteter i virksomheden er gledet i baggrunden.
»Lige meget hvad man er ansat som i virksomheden, så står de og pakker på lageret lige nu. Det gælder selv bestyrelsesformanden og stifteren. Lige nu er vores altoverskyggende førsteprioritet at få sendt alt ud fra lageret, og så må alt andet vente,« siger Ivan Jæger Christiansen.
Kan kunderne stole på, at I kan levere julegaverne næste år?
»Ja, det kan man godt. Jeg får et lager der er 4-5 gange så stort og et robotlager, der er over dobbelt så stort, så det bliver mere et spørgsmål om at skrue hårdt op for robotterne end et spørgsmål om menneskehænder,« siger Ivan Jæger Christiansen.