Prime Office har overtaget to tyske kontorejendomsselskaber
Prime Office har nu overtaget de to tyske kontorejendomsselskaber, som ejes delvist af medlemmer af Prime Offices ledelse.
Det danske selskab meldte den 14. november ud om købene i en betinget købsaftale. Og nu er det ganske vist, at Prime Office har overtaget 94 pct. af ejerandelene i Germania-Arkaden og 85 pct. i Sell Speicher.
Den samlede købspris er på 53 mio. euro, oplyser selskabet i en meddelelse.
300.000 NYE AKTIE UDSTEDES
Prime Office vil delvis finansiere købet af de to kontorejendomsselskaber via en rettet emission, og det er mandag blevet besluttet at udstede 300.000 nye aktier a 50 kr. stykket svarende til en udvidelse af aktiekapitalen med nominelt 15 mio. kr.
Forhøjelsen sker til en markedskurs på 182 kr., hvilket vil indbringe 54,6 mio. kr., mens omkostningerne i forbindelse med emissionen er opgjort til 25.000 kr.
Resten af pengene til købet ventes finansieret via realkredit- og banklån, oplyser Prime Office.
- Kapitalforhøjelsen gennemføres som en rettet emission til markedskurs uden fortegningsret for de eksisterende aktionærer. Aktierne tegnes af en række eksisterende aktionærer i Prime Office A/S, fremgår det af en meddelelse fra selskabet.
EJENDOMME I KIEL
De to tyske ejendomsselskaber ejer kontorejendomme på havnefronten i Kiel.
Sell Speicher er udlejet til liberale erhverv som advokat, bank, revisor, speciallæge og forsikringsselskab. Germania-Arkaden er fuldt udlejet til en tysk sygekasse og til en række speciallæger, oplyser Prime Office.
Det danske selskab ejer bolig, kontor- og erhvervsejendomme i Nordtyskland, Kiel, Lübeck og Hamburg. Samlet ejer selskabet 3730 lejligheder, mens kontor- og erhvervsejendommene har et samlet areal på omkring 287.000 kvadratmeter.

