Erhverv
BREAKING

Lillie Li Valeur bliver direktør i Good Food Group

Den danske fødevarekoncern satser i udlandet, og det bliver med en ny øverste chef ved roret.

Good Food Group blev stiftet i 1951 og beskæftiger 750 medarbejdere. Foto: scandic-food

Hun har i snart tre år haft ansvaret for bl.a. at sælge favoritdrikken i de danske pølsevogne, Cocio.

Nu skal Lillie Li Valeur stå i spidsen for den danske milliardkoncern Good Food Group, der står bag mærker som Skælskør og Svansø. Det fremgår af en pressemeddelelse.

For et år siden valgte familien bag Good Food Group at sælge deres livsværk til kapitalfonden Maj Invest. Herefter fortsatte arving Torben Christensen som direktør, men han bliver nu skiftet ud.

Lillie Li Valeur tiltræder den 1. marts næste år.

»Vi har en klar ambition om at vokse internationalt over de kommende år, og vi er derfor meget glade for, at det er lykkedes os at få en så stærk international profil om bord i Good Food Group, der har et indgående kendskab til fødevareindustrien,« siger bestyrelsesformand i Good Food Group, Jørgen Dirksen.

Lillie Li Valeur har siden 2002 arbejdet i Arla Foods og kommer fra en stilling som Vice President med ansvar for forretningsenheden Milk Based Beverages, der bl.a. omfatter Cocio-brandet og Arlas partnerskab med Starbucks.

Good Food Group blev stiftet i 1951 og beskæftiger 750 medarbejdere. Koncernen producerer en lang række fødevarer, bl.a. marmelade, frossen frugt, saucer og dressing, og har derudover en stor emballageforretning.

Produktionen foregår i Danmark, Polen, Norge og Sverige, og der sælges til 75 lande verden over.

Good Food Group omsætter årligt for 1,4 mia. kr. og har gennem årene indbragt store millionbeløb til de nu forhenværende ejere Otto Christensen og hans to sønner, Torben og Allan Christensen.

BRANCHENYT
Læs også