Erhverv

Tv-investor hev penge forkert ud - vil nu betale tilbage

De to stiftere af den uroplagede venturefond Nordic Eye har indgået en aftale omkring forkert udbetalt udbytte.

Lars Tvede og Peter Warnøe stiftede sammen venturefonden Nordic Eye. Foto: Nikolaj Svennevig og Jonas Olufson

Stifterne af den uroplagede venturefond Nordic Eye, Lars Tvede og Peter Warnøe, har indgået en aftale i en tvist mellem de to.

Lars Tvede har nemlig fået lovning på 630.000 kr. af Peter Warnøes fremtidige indtægter fra deres fælles selskab, Nordic Eye Invest ApS.

Det er fra dette selskab, de to og andre partnere investerer i fonden Nordic Eye, der har rejst 375 mio. kr. fra mere end 100 danske investorer.

Tvisten mellem Lars Tvede og Peter Warnøe handler om, at Warnøe har udbetalt et udbytte til sig selv frem for til Lars Tvede.

»Der har været udbetalt udbytte til Peter, som skulle have gået til mig. Jeg har ikke fået pengene tilbage endnu, men vi har underskrevet en aftale om, at vi kunne udligne det på denne måde,« siger Lars Tvede.

Han forklarer, at der i Nordic Eye Invest tidligere er udbetalt ét udbytte til ham og tre til Peter Warnøe. Det skulle i stedet have været to til hver. Derfor har Lars Tvede bedt om at få pengene tilbagebetalt.

Finans har forsøgt at få en kommentar fra Peter Warnøe, men det er endnu ikke lykkedes. I november fortalte han dog Børsen, at han ikke kunne genkende Lars Tvedes udlægning.

»Hvis Lars mener, at han mangler noget, er han velkommen til at rette henvendelse til undertegnede, når min orlov er slut, eller tage fat i Nordic Eyes bogholder. Så er jeg sikker på, at vi kan få styr på det,« skrev Peter Warnøe til Børsen.

Lars Tvede mener dog ikke, at denne udtalelse fra Peter Warnøe giver mening. Ifølge Tvede blev aftalen mellem dem nemlig indgået allerede i oktober, lang tid før Warnøes udtalelse til Børsen.

Lars Tvede oplyser, at der snart bliver frigivet flere penge fra Nordic Eyes salg af porteføljeselskabet Weblife, og at han i den forbindelse vil tage de 630.000 kr., der er indgået aftale omkring.

I september kunne Finans fortælle, at Lars Tvede og Peter Warnøe havde fået udbetalt millioner i strid med selskabsloven.Gennem Nordic Eye Invest havde de fået det, der betegnes som et ulovligt aktionærlån på knap 2,8 mio. euro, svarende til 20,8 mio. kr.

Det kostede en løftet pegefinger og anmærkning fra revisoren i det seneste regnskab for 2018.

Revisoren uddybede dog, at det ulovlige lån skyldtes en administrativ fejl, da der ikke var afviklet generalforsamling inden udbetaling af udbytte.

Lars Tvede påstår, at han han ikke havde kendskab til det ulovlige lån i Nordic Eye Invest, der dengang havde Peter Warnøe som både direktør og bestyrelsesformand. Siden er han udtrådt af bestyrelsen.

Tilbage i september kom det frem i Børsen, at Peter Warnøe i årevis har brudt loven ved at trække penge ud af sit private holdingselskab Oyster Invest ApS som ulovlige aktionærlån. Mindst 20 mio. kr. har han ulovligt hevet ud af sine selskaber.

Peter Warnøe har flere gange fået påtaler fra sin revisor, og Erhvervsstyrelsen har pålagt ham tvangsbøder og politianmeldt ham.

For nylig har han en lang række nøglefolk forladt Nordic Eye. Heriblandt SAS-formand Carsten Dilling, Maj Invest-medejer Jeppe Christiansen og bestyrelsesformand Hans Henrik Klovborg.

BRANCHENYT
Læs også