Robotvirksomheden OnRobot rejser 185 mio. kr. fra investorer
Den danske robotvirksomhed OnRobot får en trecifret millionindsprøjtning fra en række prominente investorer, som skal være med til at sætte skub i virksomhedens globale ambitioner.
Den danske robotklynge er efterhånden vidt berømmet ikke kun i danske erhvervskredse - men i lige så høj grad i udenlandske. Nu er endnu et stjernefrø under opsejling til at få sat fart under sine globale væktsambitioner.
Således er den fynske robotvirksomhed OnRobot netop lykkedes med at rejse en investering på 185 mio. kr. fra en række større investorer, der rummer bl.a. Vækstfonden og Den Europæiske Investeringsbank, EIB, skriver Vækstfonden i en pressemeddelelse.
OnRobot bliver dermed seneste skud på stammen i den såkladte fynske robotenklave, der modtager en større kapitalindsprøjtning i jagten på global succes. Onrobot, der er en sammenlægning af flere virksomheder, udvikler teknologier, der benyttes i applikationer til samarbejdende robotter og letvægsrobotter.
»OnRobot repræsenterer en vision om at skabe en globalt førende virksomhed indenfor end-of-arm-løsninger til særligt kollaborative anvendelser. Vi har allerede skabt et meget solidt fundament. Med den nye investering får vi mulighed for at øge vores forspring og gøre visionen til virkelighed,« siger Enrico Krog Iversen, direktør i OnRobot ifølge pressemeddelelsen fra Vækstfonden.
OnRobot har i dag cirka 180 medarbejdere, salgskontorer i otte lande samt flere end 380 distributører globalt.
Selskabet blev stiftet tilbage i 2015 og har tidligere fået kapitaltilførsel fra Væksfonden tilbage i 2016, og fonden har dermed været med fra selskabets tur som start up til i dag at være førende leverandør inden for applikationer til robotter, der arbejder sammen med mennekser - også kaldet Kollaborative robotter eller cobots.
Millioninvesteringen er den første i en række, som Vækstfonden og EIB står sammen om, og som på sigt skal ende op med en samlet investering på på 1,1 mia. kr. i danske virksomheder.
»Vi glæder os over nu at foretage den første investering i samarbejdet med EIB, der gennem massive investeringer skal være med til at sikre vækst, innovation og jobskabelse i en række danske virksomheder, der har potentialet til at blive internationale fyrtårne. OnRobot,« udtaler dirketør i Vækstfonden, Rolf Kjærgaard, ifølge pressemeddelelsen.

