Antallet af konkurser satte rekord i 2019: »Den første tanke er, at der sker et eller andet med økonomien«
2019 har ifølge data- og analysevirksomheden Experian budt på det højeste antal konkurser nogensinde. Nogle faktorer kan dog forklare det høje tal.
Hvis man alene så på antallet af konkurser i 2019, kunne man være fristet til at tro, at den danske økonomi var blevet sat i bakgear.
I det forgangne år gik 8.520 danske virksomheder konkurs, og det er det højeste tal nogensinde, viser en samlet opgørelse over antallet af konkurser i 2019 fra data- og analysevirksomheden Experian.
Tallet ligger 19 pct. over 2018, mens det er 35 pct. højere end i 2017.
»Den første tanke, man får, når man ser så højt et tal, er, at der sker et eller andet med økonomien. At den højkonjunktur, der har været i gang i et pænt stykke tid, er på vej mod enden,« siger Bo Rasmussen, der er nordisk salgsdirektør hos Experian.
Bag tallene gemmer sig dog et par faktorer, som kan forklare, hvorfor 2019 skiller sig negativt ud, når man ser på antallet af konkurser.
I april 2019 blev det i Folketinget besluttet at tage livet af de såkaldte iværksætterselskaber, så det ikke længere er muligt at oprette nye, og de eksisterende skal omdannes til ApS’er inden april 2021. Ellers bliver de tvangsopløst.
Ifølge Experian tegner iværksætterselskaberne, der også er kendt som enkroneselskaber, da de kun krævede en selskabskapital på én krone, sig for hele 40 pct. af konkurserne i 2019.
»Det har betydning i forhold til, hvad man kan konkludere. Det gør, at tallet ikke på nogen måde er lige så voldsomt, og så tænker man ikke, at samfundsøkonomien vælter, da det gør tallet mere normalt i forhold til tidligere,« siger Bo Rasmussen.
Derudover har Erhvervsstyrelsen siden 2018 haft fokus på mangler i registreringen af virksomhedernes reelle ejere. Det har ført til flere tvangsopløsninger, og det har bidraget til det samlede antal konkurser, lyder det fra Experian.
Selv om det kan være svært at konkludere noget entydigt ud fra tallene, peger de ifølge Bo Rasmussen dog i retning af, at vi nærmer os afslutningen på en højkunjunktur.
»Generelt giver antallet af konkurser et fingerpeg om, hvor vi bevæger os hen. Og det er noget, man nok skal holde øje med. Men det er ikke 100 pct. sikkert, at der er noget alvorligt under opsejling,« siger Bo Rasmussen, der vurderer, at tingene mere peger i retning af, at økonomien stagnerer end en egentlig krise.