Erhverv

Elbilfirma mangler penge i en fart

Elbilproducenten Nio er tæt på at løbe tør for kontanter.

Nio-aktien har - ligesom selve selskabet - været på en vild køretur. Foto: Imaginechina via AP Images.

Den kinesiske elbilproducent Nio, der har ambitioner om at konkurrere med Tesla, er nu i så alvorlig pengenød, at selskabet har brug for ekstern finansiering for at kunne fortsætte driften.

Det skriver CNN.

Mens Nio hver måned producerer tusindvis af elbiler, fosser pengene ud af kassen. Alene i 2019 tabte Nio 8 mia. kr., og selskabet måtte fyre hver femte medarbejder.

I en meddelelse oplyser Nio, at det ikke har nok penge til at holde driften kørende i 2020 uden en kapitalindsprøjtning. Med andre ord: Pengekassen løber tør, hvis der ikke skaffes penge.

Det er lykkedes Nio at skaffe en del lånekapital. Bl.a. fra storaktionæren Tencent og fra Nios egen stifter og direktør, William Li, der har spyttet 600 mio. kr. i af egen lomme.

Men der skal stadig spares, hentes mere kapital og sælges flere biler, lyder det fra William Li.

Nio-aktien har - ligesom selve selskabet - været på en vild køretur. For lidt over et år siden toppede Nios markedsværdi på 11,9 mia. dollars. Siden er aktien faldet med over 60 pct.

Store budgetoverskridelser, svagere salg og tilbagekaldelser pga. brandfarlige batterier har fået analytikere til at spekulere i, om Nio overlever.

Et af de helt store problemer for Nio er, at verdens største marked for elbiler, Kina, er bremset gevaldigt op. I flere år har Kina subsidieret elbiler, hybridbiler og plug-in-hybrider for at booste salget.

Men nu har den kinesiske regering reduceret støtten til de grønne biler, hvilket har fået salget af elbiler i Kina til at falde.

Samtidig er konkurrencen på det kinesiske elbilmarked intensiveret. Tesla har bygget sin første kinesiske fabrik og er allerede klar til at levere sine første biler, som endda er blevet nedsat i pris.

Siden opstarten i 2014 har Nio tabt i alt 40 mia. kr. Det tog Tesla 15 år at akkumulere et lige så stort underskud.

Nio har omtrent 7.500 ansatte.

BRANCHENYT
Læs også