Erhverv

Mercedes sidder urørlig på luksusbil-tronen

Hverken BWM eller Audi kunne banke rivalen, når det gælder antal solgte biler i 2019 under eget mærke.

"Folk med hjerne kører bil med stjerne", lyder det ofte fra hårdkogte Mercedes fans. Den tyske producent solgte for fjerde år i træk flest biler inden for luksussegmentet. Foto: AP/Michael Probst

I kapløbet om at sælge flest biler i luksus-segmentet er Mercedes-Benz efterhånden urørlig.

Det afslører dagens tal fra BMW som sidste år solgte 2,17 mio. biler under sit eget mærke, skriver Bloomberg.

Selv om det var en stigning på 2 pct., så er der stadig et stykke vej op til Mercedes.

Mercedes-Benz havde et rekordår med 2,34 mio. solgte Mercedes-biler. Det var en stigning på 1,3 pct. i forhold til 2018.

Det tredje af de største bilmærker inden for dette segment, Audi, rundede 1,85 mio. biler under eget mærke efter en stigning på 1,8 pct. fra 2018 til 2019.

Det er fjerde år i træk, at Mercedes sælger flere luksusbiler end sine to konkurrenter.

I forbindelse med fredagens tal fra BMW, som var de sidste der manglede blandt de tre største konkurrenter inden for segmentet, forudser bilfabrikken fra Bayern en mindre stigning i det samlede salg i 2020.

BMW regner med et salg i Europa på niveau med 2019, men en ”solid” stigning i salget i Kina.

Efterspørgslen efter biler i det lidt dyrere segment har vist sig at være mere robust end det generelle massemarked for biler.

Her er salget skrumpet i flere regioner som følge af en langsommere økonomisk vækst og handelskrigen mellem Kina og USA.

BRANCHENYT
Læs også