Erhverv

Dansk spil indtager Kina

Den danske spilvirksomhed Ghost Ship Games har netop indgået en aftale, der for alvor skal åbne dørene til Kina - verdens største spilmarked.

Mikkel Martin Pedersen (tv) og Søren Lundgaard (th) er to af grundlæggerne bag spilvirksomheden Ghost Ship Games. Foto: Stine Bidstrup

Kina sidder på verdens største marked inden for spil, og nu har danske Ghost Ship Games fået foden inden for med et spil, der allerede inden sin udgivelse har omsat for mere end 100 mio. kr.

Den kinesiske spilgigant NetEase har netop lanceret en ny spilplatform, der hedder Fever Games, hvor bl.a. det danske spil Deep Rock Galactic skal ligge.

Virksomheden bag spillet, Ghost Ship Games, har nemlig indgået en aftale med NetEase om, at Deep Rock Galactic skal være en af titlerne, der er at finde på platformen, når den inden længe bliver testet af.

»Den aftale, vi har indgået med NetEase om at være launch title på deres nye pc-spilplatform, giver os en enestående mulighed for at få foden solidt indenfor på det kinesiske markedet, og vi ser et kæmpe potentiale fremadrettet,« siger Søren Lundgaard, der er direktør og medstifter af Ghost Ship Games.

Fever Games er nemlig ikke officielt lanceret endnu, men skal gennemgå en testrelease først for at prøve markedet af.

Den danske spilvirksomheds aftale med NetEase er lavet på en sådan måde, at virksomheden har fået en forudbetaling for det antal kopier, NetEase regner med at sælge, når platformen Fever Games en gang for alvor bliver lanceret.

»Jeg kan ikke nævne selve beløbet, men det var i hvert fald stort nok til, at vi takkede ja til aftalen. Og forudbetalingen dengang gav os en stor finansiel sikkerhed,« forklarer Søren Lundgaard.

Deep Rock Galactic er allerede oversat til tyve forskellige sprog og har, ifølge Søren Lundgaard, fans over hele verden. Spillet handler om en flok dværge, som på en gravjagt efter guld og ædelstene i rummet bliver angrebet af en række krigeriske rumvæsener.

Ghost Ship Games er imidlertid ikke kun fokuseret på det store, kinesiske spilmarked. Lige nu sælger virksomheden mest til USA, der altid vil være dens vigtigste marked, forklarer Søren Lundgaard.

Han forklarer, at virksomheden i høj grad satser internationalt, og det, at Deep Rock Galactic er blevet en global succes, giver enormt gode internationale vækstmuligheder fremadrettet.

Ghost Ship Games er en relativt ny virksomhed. Den blev grundlagt i 2016 af seks danske spiludviklere, der stadig er hos virksomheden i dag.

BRANCHENYT
Læs også