Erhverv

I en skov i Tyskland fjerner Tesla rester fra Anden Verdenskrig

Et enormt skovområde skal sikres og ryddes, inden Tesla kan bygge sin nyeste fabrik. Men der er flere udfordringer forude.

Teslas nye kæmpefabrik skal ligge i udkanten af Berlin. Her er man i gang med at fjerne bl.a. ammunition fra området. AP Photo/Michael Sohn

I et stort og tætbevokset skovområde nær Tysklands hovedstad Berlin går arbejdsmænd rundt og scanner jorden med metaldetektorer.

Deres arbejde er første skridt i elbilproducenten Teslas storstilede angreb på den tyske bilindustri. Det skriver nyhedsmediet Bloomberg.

Her, i udkanten af Berlin, vil Tesla og dens extentriske topchef Elon Musk bygge en kæmpefabrik, der går under navnet Gigafactory 4, og som skal stå klar i midten af 2021.

Men først skal skovbunden ryddes for ammunition og andre rester fra Anden Verdenskrig. Vi taler om et område svarende til 200 fodboldbaner. Herefter ruller gravkøer og lastbiler ind og rydder tusindvis af træer.

Elon Musk bosætter sig hos sine stærkeste konkurrenter - lige i hjertet af den globale bilindustri.

Jürgen Pieper, analytiker hos Bankhaus Metzler

Tesla-fabrikken skal efter planen producere 500.000 elbiler årligt og beskæftige op mod 12.000 ansatte. Samtidig bliver fabrikken en direkte konkurrent til nogle af verdens største bilproducenter, Volkswagen, Daimler og BMW, der alle har hjemme i Tyskland.

Den halve million biler, der skal trille ud på vejene fra Teslas Berlin-fabrik, bliver primært Tesla Model 3 og den nye Model Y. Også fremtidige modeller kan blive produceret på fabrikken.

Ifølge Bloomberg har Tesla plads til at opføre fire enorme fabriksbygninger - alle med en længde på 744 meter. Og det sker alt sammen midt i Europas største bilindustri, der længe har sværget til den traditionelle forbrændingsmotor.

»Elon Musk bosætter sig hos sine stærkeste konkurrenter - lige i hjertet af den globale bilindustri,« siger Jürgen Pieper, analytiker hos Bankhaus Metzler, til Bloomberg.

Byggeriet af en fabrik i Tyskland er ifølge eksperter en vigtig test af Elon Musks globale ambitioner. Men der skal stadig ryddes en del knaster af vejen, før kæmpefabrikken i Grünheide bliver en realitet.

Beboere i området kan gøre indvendinger, og Tesla er forpligtet til at gennemføre initiativer, som beskytter områdets dyreliv. Der skal bl.a. tages hensyn til ulve, firben og fredede flagermus. Og så skal Tesla erstatte de træer, som fældes.

Byens borgmester er imidlertid optimistisk. Det var aldrig meningen, at den tætbevoksede skov skulle ligne »en regnskov,« siger han til Bloomberg, og byggeriet af Teslas fabrik er en kærkommen mulighed for den søvnige by med sine 8.700 indbyggere.

»Dette giver unge mennesker med en god uddannelse eller en universitetsgrad muligheden for at blive i vores region - en mulighed, der ikke eksisterer nu,« siger borgmester Arne Christiani.

Ifølge tidsplanen skal Tesla senest med udgangen af februar have fældet alle nødvendige træer, inden parringssæsonen for skovens fugle begynder.

I midten af marts afholdes der offentlige møder for at diskutere projektet, hvorefter byggeriet af fabrikken skal begynde. De første Tesla-biler er planlagt til at blive sat i produktion i juli 2021.

BRANCHENYT
Læs også