Aller Medias topchef stopper efter »utilfredsstillende resultat«
Lars Sander Matjeka har besluttet at stoppe efter gensidig aftale med Aller-bestyrelsen.
Lars Sander Matjeka er fortid som topchef i Aller Media, Nordens førende udgiver af magasiner og ugeblade.
Fra dags dato har han således valgt at stoppe i det store mediehus, der står bag udgivelser som Se og Hør, Billed-Bladet og Femina. Det sker i en gensidig aftale med Aller-bestyrelsen, fremgår det af en pressemeddelelse i forbindelse med Aller-koncernen årsregnskab for 2018/2019.
»Bestyrelsen er sammen med Lars Sander Matjeka kommet til den konklusion, at der er behov for nye kræfter til at tage selskabet med dets kompetente medarbejdere videre,« skriver Aller i pressemeddelelsen.
Aller Media kommer ud af regnskabsåret med et underskud på 58 mio. kr. Det er det største underskud i en længere årrække.
»Aller Media A/S har for regnskabsåret 2018/19 opnået et utilfredsstillende resultat som følge af et fortsat vanskeligt mediemarked for printudgivelserne med både faldende oplag og et hårdt presset marked for printannoncer,« skriver Aller i pressemeddelelsen.
Udgiverdirektør Charlotte Riparbelli konstitueres som adm. direktør for Aller Media, indtil en afløser for Lars Sander Matjeka er fundet. Charlotte Riparbelli har været i Aller-koncernen i 14 år.
Mens Aller Media i det netop overståede regnskabsår har haft det svært, er udviklingen tilfredsstillende for hele Aller-koncernen, der også dækker aktiviteter i Sverige, Norge og Finland.
Omsætningen steg med 222 mio. kr. til knap 4,8 mia. kr. og samtidig endte resultatet efter skat på 77 mio. kr. Overskuddet er dog lavere end i de to foregående år.


