Erhverv
BREAKING

Top 20-hedgefonde bogfører største gevinst i et årti

De 20 bedste hedgefondforvaltere på verdensplan tjente i 2019 hele 59,3 mia. dollar til deres investorer.

Det er det største årlige afkast i mindst et årti, skriver Financial Times.

Investorerne, der resultatmæssigt føres an af Christoper Hohn fra TCI og Steve Mandel fra Lone Pine, har ifølge tal LCH Investments bogført indtjeninger svarende til en tredjedel af hele hedgefond-industriens samlede indtjening i 2019 på 178 mia. dollar.

TCI tjente sidste år omkring 8,4 mia. dollars til sine investorer, mens Lone Pine kunne præsentere en grøn bundlinje på 7,3 mia. dollar.

Men selv om industrien som helhed har leveret et fornuftigt resultat i 2019, sakker hedgefondenes afkast stadig bagud i forhold til aktiemarkedet, viser tal fra dataselskabet HFR ifølge Financial Times.

I 2019 leverede hedgefondene i gennemsnit et afkast på 10,4 pct., mens eksempelvis S&P 500-indekset steg med 31,5 pct.

Ifølge Rick Sopher, bestyrelsesformand i LCH, skal hedgefondenes 2019 dog betragtes som en "betydelig forbedring efter flere år med skuffende resultater". I 2018 tabte verdens hedgefonde samlet 41 mia. dollar, omend de 20 bedste forvaltere også her bogførte positive resultater, skriver Financial Times.

BRANCHENYT
Læs også