Erhverv

Carlsberg: Ølsalget i Vietnam falder markant efter strammet lovgivning

Bryggerierne i Vietnam har sænket priserne for at kompensere for faldet, der sker op til det vietnamesiske nytår - Tet, der begynder 25. januar. Arkivfoto: Imaginechina

Salget af øl i Vietnam, der er et stort marked for Carlsberg, dets hollandske konkurrent Heineken og verdens største bryggeri, Anheuser-Busch Inbev, er siden starten af i år faldet med 25 pct., efter at strammere regler mod spirituskørsel trådte i kraft.

Det skriver Bloomberg.

Ifølge lokale medier har politiet udskrevet 6200 bøder, siden de nye regler blev indført.

Bryggeriforeningen i Vietnam - Vietnam Beer Alcohol Beverage Association - som repræsenterer både nationale og internationale producenter, beklager sig over det faldende ølsalg.

- Faldende ølsalg er en realitet. Vi har endnu ikke den nøjagtige størrelse på faldet endnu, men det er bestemt faldet markant, siger Luong Xuan Dung, der er generalsekretær for bryggeriforeningen.

Bryggerierne i Vietnam har sænket priserne for at kompensere for faldet, der sker op til det vietnamesiske nytår - Tet, der begynder 25. januar.

Siden 2004 er ølsalget i Vietnam firdoblet.

Aktierne i Heineken falder tirsdag 4,6 pct. - det største fald siden sommeren sidste år. Anheuser-Busch Inbevs aktier falder 1,1 pct., og på børsen i København sætter Carlsbergs aktier sig 1,3 pct. til 1036,50 kr.

Carlsberg er repræsenteret i Vietnam med en ejerandel på 17,3 pct. af Habeco, som den danske brygger gennem længere tid har forsøgt at øge ejerandelen i.

BRANCHENYT
Læs også