Erhverv

Daimler ramt af fortsat modvind fra dieselskandalen

Mercedes-Benz Vans leverede en negativ driftsindtjening på 2,4 mia. euro sidste år sammenlignet med et plus på 0,3 mia. euro i 2018. Foto: Daimler.

Den tyske bilgigant Daimler, der producerer luksusbiler samt lastbiler af mærket Mercedes-Benz, skuffer med driftsindtjeningen i 2019, og yderligere forventer selskabet flere udgifter relateret til retssager og foranstaltninger i forbindelse med anklagerne mod Mercedes-Benz dieselbiler.

Det skriver Daimler onsdag formiddag i sit foreløbige regnskab for 2019.

Daimlers driftsindtjening er i 2019 ifølge den foreløbige opgørelse dykket til 5,6 mia. euro fra 11,1 mia. euro i 2018. Det er under analytikernes forventning på 6,6 mia. euro.

Driftsindtjeningen er ifølge Daimler eksklusive forventningerne om yderligere udgifter til de igangværende retssager og foranstaltninger for at løse problemet. Det vurderes foreløbigt, at koste 1,1-1,5 mia. euro. Det vil især ramme Mercedes-Benz Cars og Mercedes-Benz Vans.

Driftsindtjeningen (EBIT) er i Mercedes-Benz Cars faldet til 3,7 mia. euro i 2019 fra 7,2 mia. euro for året forinden. For Daimler Trucks er EBIT-indtjeningen faldet mere moderat til 2,5 mia. euro fra 2,8 mia. euro i 2018.

Mercedes-Benz Vans leverede en negativ driftsindtjening på 2,4 mia. euro sidste år sammenlignet med et plus på 0,3 mia. euro i 2018. Daimlers finansielle division Mobility, der står for finansiering og udlejning af biler, viste i 2019 en fremgang i driftsindtjeningen til 2,1 mia. euro fra 1,4 mia. euro i 2018.

Daimler-aktien blev kortvarigt sendt ned med mere end 2 pct., men aktien har rettet sig og ligger kun med et fald på 0,1 pct. i 46,34 euro.

BRANCHENYT
Læs også