Erhverv
BREAKING

Chokrapport: Der mangler 18 mia. kr. til jernbanen

Jernbanen kan pludselig bryde sammen, hvis ikke Banedanmark får tilført 18 mia. kr. ekstra de kommende 10 år, viser et udkast til en rapport.

Mens Banedanmark de kommende år vil modtage 3,1 mia. kr. årligt til reinvestering og vedligehold af jernbanenettet, er der behov for 4,9 mia. kr. årligt for at sikre en »optimalt vedligeholdt bane«. Over 10 år er det 18 mia. kr. ekstra. ​Arkivfoto: Finn Frandsen

Selv om der i disse år bruges over 50 mia. kr. på at renovere jernbanen og købe nye tog, er store dele af jernbanenettet så nedslidt, at der skal tilføres yderligere 18 mia. kr. til vedligehold og reinvestering de kommende 10 år, hvis ikke der skal komme endnu flere forsinkelser og regulære nedbrud af togdriften.​​

Det fremgår af et udkast til en rapport, som Banedanmark har sendt til transportministeren.

Mens Banedanmark de kommende år vil modtage 3,1 mia. kr. årligt til reinvestering og vedligehold af jernbanenettet, er der behov for 4,9 mia. kr. årligt for at sikre en »optimalt vedligeholdt bane«. Over 10 år er det 18 mia. kr. ekstra. ​​

Det er »vigtigt at reinvestere i banen og udskifte anlægselementerne, inden de bryder sammen med store trafikale konsekvenser til følge«, står der i rapporten, hvori det også fremgår, at udgifterne til vedligehold og reinvestering vil blive større og større, jo længere tid der går, før pengene er fundet. ​​

Professor Mogens Fosgerau, Københavns Universitet, mener, at det kan få konsekvenser for passagererne, hvis man udskyder vedligeholdelsen.

»Det er dumt, fordi det bliver dyrere, når man skubber sådan en pukkel foran sig. Og det kan betyde, at der pludselig kommer en stor omkostning, som kan gå ud over passagererne. Det lyder, som om man lægger op til at fortsætte den uendelige række af problemer pga. manglende rettidig omhu,« siger Mogens Fosgerau.​​

Enhedslisten er parat til at finde milliarderne, for jernbanen ligger ifølge partiet »nærmest i ruiner«.

»Banedanmark er over flere år blevet skåret ind til benet og i benet. Det er velkendt for enhver, at der er et efterslæb på jernbanen. Vi er nødt til at finde midlerne,« siger transportordfører Henning Hyllested (EL). ​​

Kvalitetssikring

Venstre kalder det »ufatteligt dårligt nyt«, hvis Banedanmark skal have tilført flere penge. Rapporten fra Banedanmark er et udtryk for, at togtrafik er for dyrt, mener transportordfører Kristian Pihl Lorentzen (V).

»Med denne rapport i relief må al tale om at investere i nye skinner stoppe fra nu af,« siger han.

Ifølge transportminister Benny Engelbrecht er rapporten ved at blive kvalitetssikret. Han vil derfor ikke kommentere de konkrete milliardbeløb, men udtaler:

»Det er velkendt, at der har været investeret for lidt i jernbanen.«

Banedanmark ønsker ikke at kommentere udkastet til rapporten.

BRANCHENYT
Læs også