Fortsæt til indhold

Sportmaster-direktør stopper efter mindre end et år

Sofie Lindahl-Jessen trækker sig fra stillingen som adm. direktør for kæden Sportmaster efter mindre end et år i stolen.

Sofie Lindahl-Jessen stopper som chef for detailkæden Sportmaster efter mindre end et år i stillingen.. Foto: Gregers Tycho.
Erhverv

Hun blev ansat som adm. direktør i Sportmaster i april, solgte virksomheden i december og nu giver Sofie Lindahl-Jessen altså direktørstafetten videre efter mindre end ét år i stolen.

Sofie Lindahl-Jessen bekræfter sin afgang på LinkedIn.

»Med salget af danske Sportmaster til Sportmaster Group er min opgave afsluttet. Jeg ønsker Sportmaster alt det bedste og vil følge med i udviklingen på sidelinjen. Selv skal jeg i gang med nye udfordringer,« skriver hun i et opslag.

Sofie Lindahl-Jessen blev ansat som adm. direktør i Sportmaster i april 2019 efter halvandet år som adm. direktør for Saint Tropez, som i januar sidste år blev solgt til DK Company.

Længe inden Sofie Lindahl-Jessens ansættelse, kæmpede Sportmaster med utilfredsstillende resultater. Den daværende adm. direktør, Jens Høgsted, blev fyret, fordi der, ifølge bestyrelsen, var behov for en anden profil, der kunne videreudvikle kæden og skabe vækst.

Dengang var kæden ejet af kapitalfonden Nordic Capital og havde i mange år haft millionunderskud. Derfor indgik kapitalfonden dengang en aftale med Nordea om eftergivelsen af en gæld på 125 mio. kr. samtidig med, at Nordic Capital selv skød 35 mio. kr. ind i egenkapitalen.

I december sidste år lykkedes det så kapitalfonden at slippe af med Sportmaster.

Kæden blev solgt til singaporeanske Sportmaster Group, der afsætter mere end 300 varemærker inden for sport- og udendørsvarer.

I seneste årsregnskab havde Sport Nordic Holding, der omfatter både Sportmaster og Rezet Sneaker Store, en omsætning på lidt over 1 mia. kr., men gik alligevel ud af året med et underskud på 146 mio. kr.

Artiklens emner
Sportmaster
Sport Nordic Holding