Fortsæt til indhold

Danske vingummier mod hårtab runder tocifret millionbeløb

Beauty-virksomheden Hairlust, der især er kendt for at sælge vingummier, der skal modvirke hårtab, fordoblede sin omsætning i 2019.

Det er kæresteparret Rasmus Serup og Sofie Tidemand, der ejer Hairlust, som de startede sammen i 2016.
Erhverv

Har du nogensinde kigget på fredagslikket og spurgt, om det kan modvirke dit hårtab?

Det har du sikkert ikke, men lige præcis dén tanke er der alligevel et dansk kærestepar, der tjener millioner på.

Virksomheden Hairlust, som sælger kosttilskud mod hårtab - blandt andet i form af vingummier - har nemlig rundet 20 mio. kr. i omsætning i 2019. Det er en fordobling af tallet fra året før, som endte på cirka 9 mio. kr. Det oplyser Hairlust i en pressemeddelelse.

Siden opstarten i 2016 har virksomheden haft en støt stigende vækst. Det skyldes især, at den voksende virksomhed for alvor er trådt ind på de internationale markeder. I 2018 stod de udenlandske markeder for 18 pct. af virksomhedens salg, og i 2019 steg det til 30 pct., fortæller Rasmus Serup, der ejer Hairlust med sin kæreste Sofie Tidemand.

»Det er en vækst, som vi havde budgetteret med, så det er fantastisk, at vi har fået realiseret det. Vi har investeret meget i vores vækst på nye markeder, og vi har etableret mange flere udenlandske samarbejder, end vi gjorde i 2018, hvor det var mere koncentreret omkring det danske marked,« siger han.

I løbet af 2019 har Hairlust trådt ind på det belgiske og hollandske marked, og kæresteparrets europæiske ekspansion ser ikke ud til at være slut endnu. I 2020 skal Hairlust lanceres på »tre-fire« nye markeder, og der er allerede konkrete planer om at lancere virksomhedens produkter i Østrig og Tyskland. Efterspørgslen er der nemlig allerede, fortæller Rasmus Serup.

»På sigt skal vi forhåbentlig penetrere eksportmarkederne ligeså meget, som vi har gjort på det danske. Vi har allerede efterspørgsel fra Tyskland og Østrig, hvor kunderne køber fra vores britiske webshop, så det er naturligt for os, at vi lancerer på de markeder,« siger han.

Rasmus Serup fortæller, at man også i 2020 forventer, at omsætningen fordobles, ligesom man vil øge udvalget af produkter fra 30 til 50.

Hairlust har i dag 14 ansatte, 600 forhandlere og kan findes på markedet i hele Skandinavien samt Finland, Storbritannien, Holland og Belgien.

Artiklens emner
SMV