Erhverv

Mark Szigethy fik ophævet konkurs - indtil nu

Mark Szigethy fik konkursdekretet mod sit holdingselskab ophævet. Men nu er selskabet igen under konkursbehandling.

Mark Szigethy, der her ses til venstre, er i øjeblikket involveret i flere konkurser og er selv gået personligt konkurs. Foto: Simon Bohr

De seneste måneder har budt på en stribe konkurser for finansmanden Mark Szigethy, også kendt som det yngste medlem af den såkaldte milliardærklub.

Nu er hans holdingselskab Quint ApS blevet kastet ud i en ny konkurs, endda få uger efter det oprindelige konkursdekret blev ophævet.

Årsagen er simpel. Mark Szigethy kunne ikke leve op til den betalingsaftale, der lå til grund for, at Quint ApS fik taget konkursstemplet af sig.

»Der blev indgået en betalingsaftale, som vi troede var realistisk. Betalingsaftalen blev dog misligholdt, fordi Mark Szigethy efterfølgende gik personligt konkurs og ikke kunne skaffe pengene. Derfor er hans holdingselskab nu igen kommet under konkursbehandling,« siger advokat Peter Krarup fra Mazanti-Andersen Korsø Jensen, der er kurator i Quint ApS' konkursbo.

Det er det luxembourgske selskab Rancho Properties, der mener at have 3,4 mio. kr. til gode hos Quint ApS. Rancho Properties er største aktionær i venturekapitalfonden Black Swan Investments, som en række danske velhavere er gået ind i.

Som kurator Peter Krarup henviser til, er Mark Szigethy gået personligt konkurs. Det skete tidligere i januar efter et personligt krav mod ham fra statens oprydningsselskab Finansiel Stabilitet.

Finans har tidligere beskrevet, hvordan Finansiel Stabilitet stod bag konkursbegæringen mod Mark Szigethys datterselskab CKM Invest ApS. Begæringen skete i forbindelse med oprydningen efter fallerede og skandaleramte Københavns Andelskasse.

Ifølge Ekstra Bladet har Finansiel Stabilitet rejst fire personlige krav for samlet 13,6 mio. kr. mod Mark Szigethy og hans hustru. Dette er årsagen til den personlige konkurs.

Finans har forsøgt at få en kommentar fra Mark Szigethy, men det er ikke lykkedes.

Mark Szigethy var en del af den såkaldte milliardærklub, der også talte Peter Forchhammer, Erik Damgaard, Aldo Petersen og Ole Abildgaard. Milliardærklubben var involveret i selskaber som Capinordic Bank, Greentech og Bioporto.

Mark Szigethy fungerede som milliardærklubbens børsmægler og var det yngste medlem af klubben. Han har i løbet af efteråret tabt retssager til både Ole Abildgaard og Karsten Ree. Retssagerne har handlet om aktiehandler i det børsnoterede biotekselskab Enochian, der tidligere gik under navnet Dandrit.

BRANCHENYT
Læs også