Erhverv

Statens oprydningsfirma kaster finansmand ud i ny konkurs

Finansiel Stabilitet har begæret endnu et Mark Szigethy-selskab konkurs. Det sker i forbindelse med oprydningen efter den hvidvasksigtede Københavns Andelskasse.

Mark Szigethy, der her ses til venstre, er i øjeblikket involveret i flere konkurser. Foto: Simon Bohr

I sidste uge gik milliardærklub-medlemmet Mark Szigethys holdingselskab konkurs.

Nu er turen kommet til datterselskabet CKM Invest ApS, der er taget under konkursbehandling ved Skifteretten i Helsingør.

Ifølge Finans’ oplysninger står Finansiel Stabilitet bag konkursbegæringen i forbindelse med oprydningen efter skandaleramte Københavns Andelskasse, der er sigtet og mistænkt for at have hvidvasket 4,1 mia. kr.

Det har for år tilbage været fremme, at den tidligere topchef i Københavns Andelskasse René Poulsen gav Mark Szigethy ikke-godkendte lån for 12 mio. kr. Dette skete bag om ryggen på bestyrelsen i Københavns Andelskasse, hvorfor René Poulsen blev bortvist og senere fyret.

Finansiel Stabilitet, der er statens finansielle oprydningsselskab, har ingen kommentarer til konkursen grundet tavshedspligt. Det har til gengæld advokat Andreas Kærsgaard Mylin fra Accura, der er kurator i konkursboet efter CKM Invest.

Kuratoren bekræfter Finans’ oplysning om, at det er Finansiel Stabilitet, der står bag konkursbegæringen. Derudover oplyser Andreas Kærsgaard Mylin, at bobehandlingen netop er begyndt, og at nærmere kreditorinformation vil følge senere.

Mark Szigethy var en del af den såkaldte milliardærklub, der også talte Peter Forchhammer, Erik Damgaard, Aldo Petersen og Ole Abildgaard. Milliardærklubben var involveret i selskaber som Capinordic Bank, Greentech og Bioporto.

Mark Szigethy fungerede som milliardærklubbens børsmægler og var det yngste medlem af klubben. Han har i løbet af efteråret tabt retssager til både Ole Abildgaard og Karsten Ree. Retssagerne har handlet om aktiehandler i det børsnoterede biotekselskab Enochian, der tidligere gik under navnet Dandrit.

Mark Szigethys holdingselskab gik konkurs i sidste uge. Det seneste ureviderede regnskab fra 2018 viste et overskud efter skat på 18,1 mio. kr.

Finans har henvendt sig til Mark Szigethy omkring konkursen i CKM Invest, men han er endnu ikke vendt tilbage på henvendelsen.

BRANCHENYT
Læs også