Erhverv

Regnskab sender Amazons værdi over 1.000 mia. dollars

Den amerikanske internetgigant afslutter 2019 bedre, end analytikerne havde spået.

Foto: Dhiraj Singh

Den amerikanske internetgigant Amazon sluttede 2019 stærkt af. I fjerde kvartal solgte selskabet for 87 milliarder dollar. I danske kroner svarer det til over 590 milliarder.

Det viser Amazons årsregnskab ifølge Reuters.

Regnskabet har fået aktien i den enorme internethandel til at stige med 12,1 procent.

Det betyder, at Amazon nu er 1000 milliarder dollar værd og således er en del af en meget lille skare af amerikanske virksomheder, der har opnået dette, heriblandt techgiganten Apple.

Amazon forhandler alt fra elektronik og bøger til babyudstyr og personlig pleje.

Amazons omsætning steg i fjerde kvartal med 21 procent i forhold til samme periode året før.

Analytikerne havde ifølge Bloomberg News forudset, at selskabet ville ende med en omsætning på 86 milliarder dollar i kvartalet.

Det er særligt ekstra salg under kvartalets højtider, eksempelvis julen, der har fået salget til at stige ekstra.

Her måtte Amazon ansætte 250.000 ekstra fuld- og deltidsmedarbejdere for at kunne leve op til efterspørgslen.

Samtidig har Amazon arbejdet hårdt på at sikre medlemmerne af selskabets loyalitetsklub "Prime" gratis levering på bare én dag mod to dage tidligere.

Også dette tiltag har fået salget til at stige, da det har trukket flere medlemmer til tjenesten, udtaler Amazons administrerende direktør, Jeff Bezos, i forbindelse med regnskabet.

- Prime-medlemskabet fortsætter med at blive bedre år efter år. Og kunderne reagerer - flere folk meldte sig ind i Prime i dette kvartal end nogensinde før, siger Jeff Bezos ifølge Ritzau Finans.

I alt har Prime i dag over 150 millioner medlemmer mod 100 millioner tilbage i april 2018, oplyser Bezos ifølge Reuters.

Størstedelen af Amazons kunder bor i Nordamerika.

Amazons salgsprognose for første kvartal i år er imidlertid i den lave ende i forhold til analytikernes forventninger.

Selskabet venter, at omsætningen lander mellem 69 og 73 milliarder dollar.

BRANCHENYT
Læs også