Erhverv

Carlsberg leverer største overskud nogensinde

Driftsresultatet blev på 10,5 mia. kr., og lander dermed en spids over analytikernes forventninger.

Der var mange forbrugere, der tog produkterne fra Carlsberg med hjem i 2019. Bryggeriet opjusterede sine forventninger to gange i løbet af året. Her er en såkaldt snap pack, hvor øldåserne er limet sammen i stedet for pakket ind i plastik. Foto: Emma Sejersen

Carlsberg leverede et stærkt årsregnskab med et stigende overskud. Driftsresultatet landede på 10,5 mia. kr. mod 9,3 mia. kr. året før.

Det er det bedste driftsresultat nogensinde for bryggeriet. Den seneste rekord er fra 2010 med et overskud på 10,2 mia. kr.

Efter skat og minoriteter blev overskuddet på godt 6,5 mia. kr. og udbyttet stiger til 21 kr. fra 18 kr. året før. Det er bedre end gennemsnittet af analytikernes forventninger, der lød på 20,30 kr.

Dertil kommer et aktietilbagekøbsprogram på 5 mia. kr.

»Vi er tilfredse med vores resultater i 2019. Vi så en sund udvikling i omsætningen, en stærk forbedringen af indtjeningsmarginalerne og et solidt cashflow. I de senere år har vi styrket vores forretning betydeligt, og det vil fortsætte i de kommende år til glæde for den langsigtede værditilvækst og for vores aktionærer,« siger koncernchef Cees ’t Hart fra Carlsberg.

I forventningerne til 2020 er Carlsberg tilbage på linje med sine udmeldinger fra tidligere år om en ”organisk vækst på 5-6 pct. (mid-single-digit) i driftsresultatet”.

I 2019 lagde man ud med en lignende melding, men resultatet blev i løbet af året opjusteret to gange.

Det er især i Vesteuropa, at Carlsberg har leveret solidt i 2019. Det er bryggeriets største region og selv om omsætningen kun gik frem med 0,5 pct., så steg driftsoverskuddet med 14 pct. til 6,2 mia. kr. Driftsmarginalen blev øget fra 15 til 17 pct.

Oversat betyder det, at bryggeriet igen er lykkes med at sælge dyrere øl på en negativ udvikling i volumen. Og det har været Cees ’t Harts førsteprioritet siden han blev koncernchef.

I Asien steg omsætningen med 18,6 pct., og det kunne ses på driften, der gik frem med 24,3 pct. til knap 4 mia. kr.

Regionen har leveret en solid fremgang trods problemer i Nepal, Indien og Cambodja. Til gengæld klarede Kina, Laos og Vietnam sig godt.

Carlsberg udtaler sig ikke direkte om den forventede negative indvirkning fra virus-udbruddet i Kina for 2020 ”som vi endnu ikke kender det fulde omfang af,” lyder det fra bryggeriet.

I Østeuropa steg salget med 2,9 pct. til godt 11 mia. kr., men driftsoverskuddet faldt med 15,3 pct. til 1,9 mia. kr.

Carlsberg henviser til øget konkurrence i Østeuropa, hvor man har hævet priserne og stadig forsøger at undgå billige øl i store volumen og i stedet satser på premium produkter.

I Rusland tabte Carlsberg derfor igen markedsandele.

BRANCHENYT
Læs også