Automatisering hjælper Proshop til rekordregnskab
Proshop har i løbet af de seneste år investeret markant i robotter og automatisering, hvilket kommer til udtryk i virksomhedens regnskab, der melder om en omsætning på 1,5 mia. kr.
Ivan Jæger Christiansen, administrerende direktør i den digitale elektronikbutik Proshop, er i øjeblikket tilfreds, efter virksomheden er gået ud af regnskabsåret med rekordomsætning- og resultat.
Omsætningen landede på knap 1,5 mia. kr. i 2019, hvilket er en forøgelse på 30 pct. sammenlignet med sidste års regnskab. På bundlinjen meldes således om et rekordstort overskud på 24 mio. kr. efter skat.
»Vi er glade for, at vi formår at skabe så stor en omsætning og blive større. Det er især hjemmemarkedet, Danmark, som rykker. Men markedet, vi agerer i, er samtidig blodrødt, og det betyder, at vi skal være ekstremt effektive,« siger Ivan Jæger Christiansen.
Tilbage i maj 2018 sluttede Proshop for første gang strøm til 40 nyindkøbte lagerrobotter, som begyndte at plukke varer og klargøre dem i en fart, som ikke er mulig for selv den mest garvede lager- og logistikarbejder.
Strategien viste sig hurtigt effektiv, hvorfor virksomheden i det seneste år har investeret i at øge antallet af robotter med 25 pct. og automatisere i både bogholderi og indkøb, samtidig med at lagerkapaciteten er blevet udvidet markant.
»Vi ser fortsat virksomheden efter i sømmene i forhold til, hvor vi kan automatisere. Hvis ikke vi havde købt robotterne, ville det været vanskeligt at opnå en så høj omsætning og positiv bundlinje. Uden dem havde vi været en anden forretning,« siger han.
Under black friday kunne Proshop berette om et salg, der var dobbelt så stort som forventet. Men forbrugsfesten forløb ikke uden problemer. For kapaciteten var ikke stor nok, og robotterne kunne ikke følge med.
»Hvis vi havde kunne levere på hele efterspørgslen fra black friday frem til jul, havde vi haft en bundlinje, som var ca. 10 pct. bedre. Vi var simpelthen nødt til at skrue ned, for at kunderne blev serviceret.« siger Ivan Jæger Christiansen.
Han fortæller, at det sagtens kan være, at Proshop havde investeret massivt i robotter, men det var ikke nok, og derfor tager virksomheden i næste uge spadestik til endnu et lager.
»Planen er, at størrelsen på vores robotlager skal fordobles kommende år. Det skal i hvert fald stå færdig til black friday, så vi kan holde, hvad vi lover,« slutter direktøren.
Proshop har hovedsæde i i Aarhus-forstaden Højbjerg og blev stiftet i 1995 af blandt andre Poul Thyregod, som i dag er eneejer af virksomheden. Online-shoppen beskæftiger ca. 160 ansatte.


