Coloplast lander en spids bedre end ventet
Kvartalsregnskabet fra Coloplast slog analytikernes forventninger på de fleste poster.
Medicoselskabet Coloplast kom godt fra start i 2020 med et regnskab for første kvartal, der slog analytikernes prognoser på stort set alle punkter.
Medicoselskabet omsatte for 4712 mio. kr. i kvartalet, hvor analytikere havde ventet et salg på 4670 mio. kr. ifølge estimater indsamlet af selskabet selv blandt op til 18 analytikere, skriver Ritzau Finans. Salget voksede fra 4321 mio. kr. i samme periode året forinden.
Efter skat landede overskuddet på 1092 mio. kr. Her havde analytikerne sat næsen op efter et nettoresultat på 1071 mio. kr. Til sammenligning havde Coloplast et overskud på 991 mio. kr. i samme kvartal året før.
Ledelsen fastholder sin forventning om en omsætningsvækst på omkring 7-8 pct. i lokal valuta for hele regnskabsåret 2019/20. Forventningerne indeholder dog en grad af usikkerhed relateret til udbruddet af coronavirussen i Kina.
”Coloplast følger udbruddet af coronavirusset i Kina tæt. De regnskabsmæssige konsekvenser af udbruddet er meget usikre. De finansielle forventninger for året indeholder en antagelse om, at situationen i Kina normaliseres i andet kvartal,” lyder det i regnskabet.
| Q1 19/20 | Q1 19/20 (estimeret) | Q1 18/19 | |
|---|---|---|---|
| Omsætning (mio. kr. ) | 4712 | 4670 | 4321 |
| Organisk vækst (%) | 8 | 7 | 8 |
| Driftsresultat efter af- og nedskrivninger (ebit i mio. kr.) | 1472 | 1416 | 1297 |
| Driftsmargin (ebit i %) | 31 | 30,3 | 30 |
| Nettoresultat (mio. kr.) | 1092 | 1071 | 991 |
Opdateres

