Erhverv

Ikea sætter strøm til vareleveringen i København

Ikea Danmark skruer endnu mere op for bæredygtigheden med syv elvarevogne, der skal bringe varer ud i hovedstaden.

Ikea Danmark har anskaffet en mindre flåde af elvarevogne, der bæredygtigt skal levere varer ud. Foto: Ikea Danmark, PR Ikeas varebiler med batterier og elmotorer under motorhjelmen er klar til vareudbringning fra varelageret i Brøndby. Foto: Ikea Danmark, PR

Med syv nye, elektriske varevogne vil Ikea fremover kunne levere møbler og indretningsartikler miljøvenligt til de københavnske kunder og hjem fra Ikeas Retail Warehouse i Brøndby.

»Vi har en målsætning om at hjælpe så mange mennesker som muligt til at leve mere bæredygtigt derhjemme, men det starter med os selv. I Ikea arbejder vi målrettet for at blive en cirkulær, klimapositiv virksomhed inden 2030, og det forudsætter, at vi omlægger den måde, vi arbejder på. De nye elektriske biler er et skridt på vejen,« udtaler adm. direktør i Ikea Danmark, Johan Laurell, som også er Chief Sustainability Officer med ansvar for bæredygtighed, i en pressemeddelelse.

Investeringen i elbilerne er blot et af Ikea Danmarks initiativer mod mere bæredygtighed i alle aspekter af forretningen, hvor flere af dem blev fremlagt i årsrapporten for forretningsåret 2019, der blev offentliggjort i sidste uge.

I rapporten kan man f.eks. læse, at Ikea har reduceret madspildet i Ikeas restauranter med 50 pct. i forhold til det seneste år, og i varehusenes restauranter tilbydes der bæredygtige alternativer i form af vegetarhotdoggen, en plantebaseret jordbærsoftice, og til august lanceres en plantebolle som alternativ til kødbollen.

Hos møblerne er genanvendte plastflasker blevet til køkkenfronter, der kan genbruges, når køkkenet over tid skal udskiftes, og et samarbejde med Verdensnaturfonden er med til at sikre ansvarlig skovdrift.

På møbelområdet går den næste udvikling mod en ny lim i produktionen, der kan nedbringe Ikeas samlede klimapåvirkning med helt op til 4 pct.

I Taastrup har Ikea en vindmølle, og varehustaget i Aarhus er dækket af et stort solcelleanlæg, og i forhold til strømmen, der leverer energi til de nye varebiler, har Ikea Danmark siden januar 2018 været 100 pct. selvforsynende med grøn strøm.

Sammen med årsrapporten kunne Ikea fremlægge et årsregnskab med en rekordhøj omsætning i 2019.

Det gode resultat er ifølge Johan Laurell et godt udgangspunkt til at intensivere forretningens fokus på bæredygtighed:

»2019 har været et rigtig flot år for Ikea Danmark, hvor vi er vokset i alle kanaler. Med det udgangspunkt er vi godt klædt på til at gøre de mange danskere i stand til at leve et mere bæredygtigt liv i hjemmet. Vores størrelse og indvirkning på danskernes liv indebærer et ansvar, som vi er klar til at løfte. «

De syv varebiler i København er ifølge Ikea-direktøren bare et første skridt. Han forventer, at den bæredygtige levering over tid også vil blive udbredt flere steder i landet.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Få historierne om de iværksættere, der har potentialet til at redefinere dele af dansk erhvervsliv. Få magasinet her
BRANCHENYT
Læs også