Erhverv

Dansk grovvaregigant ramt af millionbøde og tørketab

Tørketab og en stor bøde har efterladt Danish Agro med det dårligste resultat i mange år. Grovvaregiganten trækkes yderligere baglæns af fortsatte tab i sit tyske datterselskab.

Indtjeningen hos grovvarekoncernen Danish Agro er presset i bund af tørketab og en stor bøde. Selskabets overskud er det mindste i mange år.

Tørketab og en kæmpe bøde har bombet bundlinjen baglæns hos grovvarekoncernen Danish Agro.

Den landmandsejede sværvægter har i 2019 omsat for 35 mia. kr., og driften har generelt udviklet sig fornuftigt. Alligevel falder resultatet før skat til det laveste niveau i mange år.

Det fremgår af selskabets 2019-regnskab, som netop er offentliggjort.

»Vores resultat før skat er ikke tilfredsstillende. Der er tre helt konkrete forklaringer på, at overskuddet kun blev på 402 mio. kr.,« fortæller koncernchef Henning Haahr.

Den ene forklaring er århundredets tørke i sommeren 2018. Tørken kostede Danish Agro store tab i 2018, men effekten har forplantet sig langt ind i 2019.

»Tørken har medført, at vi i første halvår af 2019 har håndteret omkring 1 mio. tons korn mindre end normalt. Det har reduceret vores omsætning cirka 1 mia. kr., og samlet set har eftervirkningerne af tørken reduceret vores resultat før skat med i overkanten af 100 mio. kr.,« vurderer Henning Haahr. 

Det andet store slag til Danish Agros bundlinje kommer fra Tyskland. Her ejer Danish Agro 22 pct. af den tyske grovvarekoncern Agravis, som for nylig blev idømt en bøde på 326 mio. kr. i en kartelsag, der omfatter syv grovvareselskaber.

»Den sag koster os 71 mio. kr. direkte på bundlinjen,« konstaterer Henning Haahr.

Konkurrencesagen er imidlertid ikke den eneste udfordring, han har haft i Tyskland.

Her købte Danish Agro i 2015 det tyske grovvareselskab Ceravis med en omsætning på 7 mia. kr. Forventningen var, at det nye selskab allerede året efter ville levere et overskud på 75-100 mio. kr.

Sådan kom det ikke til at gå. Driftsunderskuddet i 2016 blev på 84 mio. kr., og de følgende år resulterede i tab på 42 og 103 mio. kr.

I 2019 har det tyske datterselskab haft et driftsunderskud (ebitda) på 22 mio. kr., oplyser Henning Haahr.

Efter renter og afskrivninger er de årlige underskud i Ceravis omkring 85 mio. kr. større.

»Det er en realitet, at Ceravis har haft endnu et år med underskud, men det skyldes især efterdønningerne fra tørken i 2018. Ceravis har været igennem en meget hård turnaround, hvor vi har udskiftet alle i de to øverste ledelseslag, lukket fabrikker og centraliseret funktioner. På baggrund af udviklingen i 2019 kan jeg fastslå med sikkerhed, at medicinen virker. Den primære drift udvikler sig fuldstændig efter planen, og vi budgetterer i 2020 med et driftsoverskud på 42 mio. kr. i Ceravis,« fastslår Henning Haahr.

Tørken, kartelbøden og det tyske datterselskab har tilføjet Danish Agros bundlinje tre dybe stød, så overskuddet før skat blot udgør 1,13 pct. af omsætningen.

»Det siger en del om branchen, at vores indtjeningsmargin er i top tre blandt de 12 store europæiske grovvarekoncerner, vi sammenligner os med. Målet er at komme over 1,5 pct., men realitetet er, at vi ikke kommer tilbage på de næsten 2 pct., hvor vi var for få år siden. Marginerne i branchen bliver simpelthen lavere og lavere,« fortæller Henning Haahr.

Det skyldes blandt andet, at forbruget af foder i Danmark de seneste år er reduceret i takt med, at produktionen af slagtesvin er faldet fra 22,9 til 16,5 millioner.

»Der er mere end 20 pct. overkapacitet til produktion af foder i Danmark. Vi har selv to fabrikker, der står stille. Det belaster indtjeningen, når produktionen løbende skal tilpasses i nedadgående retning. Samtidig bliver landbrugsbedrifterne stadig større. De store bedrifter kan selv løse flere opgaver og forstærker presset på priserne,« påpeger Henning Haahr.

Trods udfordringerne er Danish Agros omsætning vokset 2,3 mia. kr. i 2019. Det skyldes blandt andet, at koncernens datterselskaber i Baltikum - uden at foretage opkøb - har øget omsætningen 30 pct. til 4,8 mia. kr. Forretningen i Baltikum bidrager med et driftsresultat på 113 mio. kr. Danish Agros maskindivision har øget salget 11 pct. til knap 4 mia. kr. og tjent 73 mio. kr. på driften.

Danish Agro koncernen - helårsregnskab    
(tal i mio. kr.)2019201820172016201520142013
Nettoomsætning35.31332.99731.44031.54828.47624.14225.128
Resultat før skat402447613626603550503
Balance 17.09917.37715.64214.65013.80110.5579.800
Egenkapital5.2795.1584.8954.4154.1383.1692.804
BRANCHENYT
Læs også