Erhverv

Nissan skuffer og nedjusterer forventningerne

Nissan må sande, at tiderne i den globale bilindustri ikke er, som de har været. Derfor har selskabet torsdag sænket sine forventninger til regnskabsåret 2019/20.

Nissan forventer nu, at det skæve regnskabsår, der løber til udgangen af marts, vil resultere i en omsætning på 10.200 mia. yen - svarende til 634,94 mia. kr.

Det er 3,8 pct. lavere end den tidligere forventning på 10.600 mia. yen. Endnu mere dyster er prognosen dog blevet, når der kigges længere ned i tabellen.

Driftsindtjeningen ventes nu at lande på 85 mia. yen, hvilket er 43,3 pct. lavere end tidligere, mens nettoindtjeningen ventes på 65 mia. yen mod før 110 mia. yen.

Det er anden gang i det indeværende regnskabsår, at forventningerne nedjusteres.

I samme ombæring sløjes det halvårlige udbytte, hvorfor årets udbytte ender på 10 yen per aktie. Sidste år blev det udbetalt 57 yen per aktie i udbytte.

- Vi gør fremskridt, men salgsvolumerne har været svage, så vi bliver nødt til at restrukturere mere end først antaget, lyder det fra Nissans nye topchef, Makoto Uchida, ifølge Reuters.

Da regnskabsåret startede, regnede Nissan med en driftsindtjening på 230 mia. yen. Året før var posten 318 mia. yen - det laveste i et årti ifølge Bloomberg News.

I den sidste del af 2019, der er tredje kvartal, havde Nissan en driftsindtjening på 23 mia. yen. Analytikerne ventede 59 mia. yen ifølge Bloomberg.

Salget endte på 2504,2 mia. yen mod ventet 2720 mia. yen, mens der på bunden var et tab på 26,1 mia. yen, hvor der var ventet et overskud på 47,5 mia. yen.

På børsen i Tokyo faldt Nissan-aktien torsdag 1,5 pct. til 568,5 yen. Den franske partner Renault falder 3,5 pct. på børsen i Paris til 33,61 euro.

BRANCHENYT
Læs også