Erhverv

Gymnasievenners bettingfirma tordner frem og tjener over 100 mio. kr.

Den danske vækstsucces Better Collective præsenterer imponerende nøgletal, efter at selskabet har satset på opkøb og fået en fod indenfor i USA.

Stifterne af Better Collective er CEO Jesper Søgaard (th) og COO Christian Kirk Rasmussen. Foto: Pressefoto

Nogle gange kan det betale sig at lægge en strategi, spare sammen og sætte sine penge på flere hold for at øge den potentielle gevinst på sit spil.

Sådan kunne strategien meget vel lyde for den danske vækstsucces Better Collective, der de seneste år har foretaget opkøb efter opkøb og nu melder om et 2019, hvor pengene nærmest er rullet ind som en lavine.

Better Collective sluttede året med en omsætning på 500 mio. kr., hvilket var 67 pct. mere end i 2018. Samtidig steg selskabets driftsresultat før skat med 69 pct. og landede på 200 mio. kr.

Overskuddet efter skat blev på lidt over 100 mio. kr. Det var mere end en fordobling fra året før.

»Vi har haft et 2019, hvor vi har ydet på alle parametre, hvilket vi er meget tilfredse med. Samtidig peger det i retning af, at vi har et godt afsæt i forhold til fremtidig vækst,« fortæller selskabets direktør, Jesper Søgaard.

Kort om Better Collective
    • Better Collective blev stiftet helt tilbage i 2004, da de to kammerater fra Viborg, Jesper Søgaard og Christian Kirk Rasmussen, begyndte deres studier i København.
    • De første år var Better Collective et fritidsprojekt, men i 2009 gik de to stiftere fuldt ind i iværksætterprojektet.
    • Better Collective fik ingen investorkapital, før selskabet i 2018 gik på børsen i Sverige. Det skyldes, at virksomheden har haft overskud og et pænt cash flow fra starten.
    • Siden stiftelsen har Better Collective lavet mere end 10 opkøb af lignende virksomheder rundt om i Europa.
    • I dag er Better Collective Europas største affiliate bureau inden for betting.
    • Better Collective har ca. 120 medarbejdere siddende i København - foruden en hel del medarbejdere på kontorer rundt om i Europa og USA.
  • Better Collective er et såkaldt affiliate bureau, der ejer en masse websites med spiltips og indhold, der linker ind til spiludbydere. Når Better Collective skaffer nye kunder til en udbyder, får selskabet en del af den omsætning, som kunderne generer.

    Bag virksomheden står de to gymnasievenner Jesper Søgaard og Christian Kirk Rasmussen, som grundlagde virksomheden i 2004. I dag beskæftiger selskabet over 400 ansatte med 13 kontorer i ni lande.

    Det rekordstore overskud kommer ovenpå et år, hvor Better Collective har investeret i opkøb af lignende selskaber i Europa og USA. Hele fire styk har den danske virksomhed købt sig helt eller delvist ind i i løbet af 2019.

    Tilførslen af de nye selskaber har været en stor grund til, at Better Collective har kunnet præstere en stor omsætningsvækst, hvoraf 26 pct. er organisk, pointerer selskabets direktør.

    »Vi har haft fokus på USA, hvor vi har opbygget en stærk position, og samtidig er det lykkes os at udvikle trafikken på vores sider i Europa og øge kundestrømmen til vores samarbejdspartnere,« siger Jesper Søgaard.

    Han tilføjer, at Better Collective holder et skarpt øje med USA, hvor der er en bølge af liberalisering i de amerikanske staters ellers stramme spillelove.

    »Det handler om at bygge op og gøre klar, mens lovgivningen liberaliseres i de enkelte stater. Markedet er stadig småt, men vi ser et enormt potentiale og vil hellere komme for tidligt end for sent til festen,« siger han.

    Forventningen til regnskabsåret 2020 er en tocifret organisk vækst og som minimum 30 pct. vækst på toplinjen og 40 pct. i resultat efter primær drift, fortæller direktøren.

    »Vi er fortrøstningsfulde og forventer, at 2020 bliver et år med stor fodboldfeber i Europa - blandt andet med EM i fodbold og de mange værtslande - og det vil naturligvis smitte af på os,« siger Jesper Søgaard.

    Better Collective har hovedkontor i København og er Europas største affiliate bureau inden for odds- og spil. I 2018 blev selskabet børsnoteret på Nasdaq Stockholm.

    Udover de nye opkøb råder Better Collective bl.a. over verdens største spilcommunity, bettingexpert.com, det danske oddsfællesskab, Spilxperten.dk og svenske Speltips.se.

    BRANCHENYT
    Læs også