Erhverv

Chr. Hansen-konkurrent køber fødevarekomet

DSM har købt Glycom i Hørsholm.

Odd Hansen, adm. direktør i Glycom. Foto: Carsten Snejbjerg

Det danske ingrediensfirma Glycom, der laver ingredienser til bl.a. modermælkserstatning, er blevet solgt for snuden af danske Chr. Hansen.

Køberen er den hollandske Chr. Hansen-konkurrent DSM, der betaler en tårnhøj pris for det eftertragtede selskab med bare 150 medarbejdere.

DSM må således lægge 765 mio. euro eller 5,7 mia. kr., hvilket svarer til 20,6 gange Glycoms driftsresultatet før renter, skat og afskrivninger (ebitda) i 2019.

Glycom
  • Glycom blev stiftet i 2005 af glukoseforskere fra blandt andet Danmark.
  • Selskabet har udviklet såkaldte HMO’er - humane mælke-oligosaccarider - der er en afgørende komponent i human modermælk, men ikke findes i mælk fra køer og andre dyr.
  • Glycoms ide er producere HMO’er, som skal tilsættes modermælkserstatning og derved hæve produktets kvalitet til noget, der minder mere om human modermælk.
  • Glycom investerede i 2016 omkring 500 mio. kr. i at købe og ombygge en fabrik i Esbjerg, der skal anvendes til produktion af HMO.
  • Den høje pris skyldes i særdeleshed, at der var flere strategiske bejlere til Glycom, som kan prale af nogle vækstrater og en lønsomhed, få andre selskaber er i nærheden af.

    Glycom-CEO Odd Hansen siger i en meddelelse, at DSM’s overtagelse gør det muligt for Glycom at »accelerere væksten.«

    Ifølge en kilde med indsigt i processen var både Chr. Hansen, kemikæmpen BASF samt kapitalfonden Nordic Capital med i slutspillet om Glycom, der efter mere end 10 års sej kamp fik sit gennembrud i 2018.

    Glycom blev sat til salg i efteråret med hjælp fra FIH Partners og Credit Suisse, men allerede tidligt i processen forsøgte en tysk konkurrent, Jennewein, at spænde ben for salget, da Jennewein mener, at Glycom bryder en stribe patenter.

    Men DSM, der blev rådgivet af danske Atrium Partners, må have vurderet, at den risiko er til at håndtere, og så er der en række oplagte strategiske muligheder i at slå sig sammen.

    DSM kan sælge Glycoms ingredienser til sine globale kunder, ligesom hollænderne har flere finansielle muskler, så der kan skrues op for udviklingen af næste generation af Glycoms ingredienser.

    »Vores selskaber passer rigtig godt sammen,« siger Geraldine Matchett og Dimitri de Vreeze, Co-CEOs hos DSM, i en meddelelse.

    Glycom tidoblede i 2018 sin omsætning til knap 400 mio. kr., mens driftsresultatet blev vendt fra et minus til et overskud på 135 mio. kr.

    I 2019 er driftsresultatet fordoblet ifølge en præsentation fra DSM.

    Glycom er stiftet af en række i dag pensionerede forskere fra bl.a. DTU og har som de første i verden haft held med at producere såkaldte humane mælkeoligosaccharider, eller HMO’er, i stor skala.

    HMO’er er små fibre, der findes naturligt i modermælk, og som menes at give en række gode egenskaber som stærkere immunforsvar og bedre tarmflora.

    Glycom har hovedkontor i Hørsholm - lige ved siden af Chr. Hansen - mens produktionen af de såkaldte HMO’er foregår på en ombygget fabrik i Esbjerg, som tidligere producerede kakaomælken Cocio.

    Handlen ventes at falde på plads i andet kvartal.

    BRANCHENYT
    Læs også