Erhverv

BabySam kører med underskud - salgsplan trækker ud

De to kapitalfonde bag BabySam erkender, at salget af kæden trækker ud - selvom processen har været i gang gennem et par år.

BabySam med 32 danske butikker har vækst i salget - især online. Arkivfoto: Joachim Ladefoged.

Selvom salgsprocessen har været i gang gennem flere år, ejer to kapitalfonde fortsat detailkæden BabySam. Den har netop præsenteret regnskab, som viser et underskud på bundlinjen for første gang i fem år.

Det kommer dog efter nye investeringer i øget digitalisering - uagtet at kæden har salgsskiltet klistret på sig.

Kapitalfondene Polaris og AAC Capital er hovedaktionærer i BabySam med 33 butikker, egen onlineshop og produktionsvirksomhed. For to år siden blev investeringsbanken ABG Sundal Collier hyret til at tilrettelægge en salgsproces.

Ledende partner Jan Johan Kühl i Polaris fastslog i fjor, at et salg nok derfor lå tættere på end tidligere.

Nu lyder meldingen fra Polaris-chefen:

»Et salg af BabySam trækker længere ud, end vi nok forudsagde for et år siden. Det vigtigste for os er ikke, at salget sker hurtigst muligt. Men at det sker bedst muligt.«

Der er aktuelt pres på dele af detailhandlen, hvor ændrede forbrugsmønstre og andet spiller ind. Selskabet bag BabySam, der afsætter baby- og børneudstyr, har netop afleveret regnskab for 2018/19. Det viser viser en vækst på 7 pct. i omsætningen. Fremgangen er klart størst i kædens onlinehandel, men også salget i de fysiske butikker vokser.

Adm. direktør Kenneth Nørgaard fastslår, at salget i eksisterende butikker voksede med 2 pct. - sammenlignet med året før. Han siger:

»Vi er i et marked præget af prispres, hård konkurrence og et faldende fødselstal. Her vinder vi atter markedsandele og går frem. Især i kraft af et øget samspil mellem vores onlineforretning og de fysiske butikker.«

BabySam kom ud af 2018/19 med et underskud før skat på 6 mio. kr. Selskabet har ellers haft overskud siden 2013/14. Driftsresultatet faldt til 14 mio. kr. mod 34 mio. kr. året før.

Dykket i indtjeningen skyldes især en nedgang i salget til erhvervskunder samt ikke mindst investeringer i digitalisering. Det gælder bl.a. en web-platform, nyt økonomisystem, andre digitale løsninger og et ændret samt udvidet lagersystem til onlineforretningen.

»Det har præget vores regnskabsår, da omstillingen har været mere krævende og belastende end forudset. Til gengæld er vi sikre på, at de digitale investeringer ruster os til fremtiden. Vi forventer at øge onlinesalget, så det allerede i år vil udgøre 20 pct. af omsætningen,« vurderer Kenneth Nørgaard.

Hos ejeren Polaris afviser Jan Johan Kühl, at et nyt regnskabsår med digitale investeringer og underskud kan kaldes dårligt købmandskab midt i en salgsproces:

»Når vi selv køber selskaber, ser vi også nøje på, om der er lavet de rette investeringer. Og især er det digitale afgørende. Så det skal gøres. Vi agerer derfor som ejer ved at optimere også BabySam, uagtet at det ikke er os, som skal drive virksomheden på langt sigt,« mener Jan Johan Kühl.

I regnskabet for BabySam i 2017/18 var der bogført 5 mio. kr. i omkostninger til en salgsproces. I 2018/19 lød tallet på 1,5 mio. kr.

Mens BabySam skruer op for det digitale og samspillet mellem salgskanalerne, udvider kæden også med fysiske butikker. For nogle måneder siden er tre butikker fra Ønskebørn-kæden i Midt- og Vestjylland blevet del af BabySam. Ifølge Kenneth Nørgaard kan flere komme til som led i en fortsat konsolidering af branchen.

Årsregnskab for BabySam moderselskab:

BaSa Holding A/S (mio. kr.)2018/192017/18
Omsætning534500
Normaliseret driftsresultat (ebitda)1434
Resultat primær drift-616
Resultat før skat-616
Årsresultat-1112
Egenkapital141152
BRANCHENYT
Læs også