Erhverv

Lego-familiens privathospital tjener millioner

Selskabet bag Lego-familiens eget privathospital fortsætter med at skrue op for indtjeningen.

Kjeld Kirk Kristiansen og Thomas Kirk Kristiansen. Foto: Mathias Svold

Det er en rigtig god forretning for Kjeld Kirk Kristiansen og hans familie at lave kosmetiske behandlinger, sundhedstek og andre lægelige behandlinger.

Selskabet bag Lego-familiens eget privathospital, Mølholm, havde sidste år et overskud på 17 mio. kr. Det viser et nyt regnskab.

Dermed har Kirk Kristiansen-familien på tre år samlet tjent 42 mio. kr. på privathospitalet, der er til stede i både Vejle og Aarhus.

Lego-familien overtog det fulde ejerskab af Privathospitalet Mølholm i 2017, hvor en række aktionærer blev købt ud. To år senere købte familien tre af de ejendomme, som huser privathospitalet.

Privathospitalet Mølholm udfører speciallægebehandlinger og -undersøgelser inden for en lang række lægefaglige specialer. Derudover har Privathospitalet Mølholm også aktiviteter inden for psykologrådgivning, kosmetiske behandlinger og sundhedstjek.

Kunderne består af forsikringspatienter, offentligt henviste patienter og privatbetalere.

Da Privathospitalet Mølholm åbnede i Vejle i 1992, var det et af de første privathospitaler i Danmark. Siden er hospitalet vokset med to afdelinger i Aarhus.

Omsætningen er hemmelig, men sidste år havde Privathospitalet Mølholm en bruttofortjeneste på 85 mio. kr.

Lego-familien ejer privathospitalet gennem investeringsselskabet Kirkbi Invest.

BRANCHENYT
Læs også