Erhverv

Coronavirus kan betyde elektronik-mangel

Forsinkede komponenter og leverancer på grund af coronavirussen kan betyde, at det bliver sværere at få fat i den nyeste elektronik.

På grund af coronavirussen, kan der gå længere tid, før den nyeste elektronik kommer på markedet. Foto: Lasse Kofod

Elektronikproducenter kan se frem til flere ugers forsinkelser på komponenter på grund af den omsiggribende coronavirus – og det kan påvirke forbrugernes adgang til den nyeste elektronik den kommende tid.

Det skriver CNN Business.

En rundspørge foretaget af elektronikproducenternes brancheorganisation IPC viser, at 65 pct. af medlemmerne har fået fortalt af deres leverandører, at de kan forvente forsinkelser af leverancer på fire til seks uger.

Brancheorganisationen, som har medlemmer over hele verden, oplyser, at de adspurgte tæller både europæiske og amerikanske producenter af et bredt udvalg af elektroniske produkter – lige fra kabler til smartphones.

»Mange amerikanske og europæiske producenter er afhængige af en tilførsel af dele fra Kina for at producere færdige varer i deres indenlandske fabrikker. Forsinkelser i disse resulterer i forsinkelser i produktionen af færdige varer,« står der i rapporten.

Elektronikindustrien er følsom over for leverandørernes udfordringer i Kina, da en stor del af techvirksomhedernes værdikæde er afhængige af komponenter lavet af kinesiske virksomheder – heriblandt batterier og computerprocessorer.

Mange af de kinesiske fabrikker har været nødsaget til at holde lukket i længere tid end forventet og samtidig haft problemer med at vende tilbage til fuld fremstillingskapacitet, bl.a. fordi deres ansatte er ramt af indenlandske rejserestriktioner, skriver CNN Business.

Undersøgelsen viser, at effekterne af virussen kan være langvarige, eftersom virksomhederne normalt bestiller komponenter måneder i forvejen, og nu må vente længere tid, før de kan bestille igen.

Hvorvidt de nuværende forsinkelser vil få konsekvenser for udbuddet af elektronik i detailhandlerne de kommende måneder er svært at spå om, fortæller Shawn DuBravac, cheføkonom hos IPC, til CNN Business.

»Det afhænger af, hvor lang tid forsinkelsen bliver, hvis den forlænges mere end forventet, og hvilke komponenter der er tale om. Det færdige produkt er intet andet end summen af en masse individuelle komponenter, så hvis bare ét af disse ikke dukker op, kan de ikke begynde at fremstille, før de har det,« siger han til det amerikanske medie.

Hos elektronikkæden Power følger man situationen nøje, da man ved, at det kan få konsekvenser for driften, hvis ikke varerne når frem. Det fortæller adm. direktør Jesper Boysen til Finans.

»Vi har endnu ikke deciderede aflysninger, men vi følger situationen nøje og ser på den med stor alvor. Men lige nu har vi varer på lager, og vores butikker kører som normalt,« siger han.

Han fortæller, at man forventer, der kan forekomme problemer med leverancer, men det er svært at gardere sig imod konsekvenserne, før man kender omfanget.

»Hvis vi ikke kan få vores varer, må vi måske aflyse kampagner og se på, om bemandingen skal sættes ned i vores butikker for at begrænse omkostningerne. Det er alt, vi kan gøre,« siger Jesper Boysen.

BRANCHENYT
Læs også