Coronaudbrud sender rejselysten ud i frit fald
Forbrugere og erhvervsliv holder igen med rejserne og ser tiden an. Udviklingen sammenlignes med de største kriser nogensinde for luftfarten og rejseindustrien.
Rejselysten i Danmark er i frit fald.
Frygten for coronavirus har medført et brat fald i salget af flybilletter og pakkerejser. Samtidig har store dele af erhvervslivet skåret drastisk ned på rejseaktiviteten, og en lang række kæmpestore messer og konferencer er aflyst.
Opbremsningen er så hård, at Lars Thykier, der er direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, DRF, sammenligner situationen med perioden efter terrorangrebene på tvillingetårnene i 2001 i New York, da flytrafikken i løbet af kort tid dykkede voldsomt.
»Det kan sammenlignes med de største kriser for rejseindustrien. Salget af rejser er faldet brat, og der gennemføres ikke mange bookinger. Folk bliver hjemme og ser tiden an. Det er en barsk tid for rejsebranchen og flyselskaberne,« siger Lars Thykier.
Vi ser en tydelig afmatning i rejseaktiviteten og har registreret mange aflysninger af rejser.Simon Pauck Hansen, koncerndirektør i SAS.
Både flyselskaberne og rejsebranchen er i fuld gang med at rebe sejlene i et forsøg på at tilpasse kapaciteten og reducere tabene.
Udviklingen har taget fart i de seneste dage, efter at coronavirussen har fået fodfæste i flere lande i Europa og resten af verden.
Nu er det ikke kun rejseaktiviteten til Kina og Asien, som er ramt. Også rejser til Italien og en række andre europæiske lande bliver aflyst eller udskudt.
Lufthansa, der er Europas største luftfartskoncern, har meddelt, at selskabet i de kommende uger vil reducere kapaciteten med 25 pct. Nogle ruter vil blive lukket, og endnu flere vil få færre afgange.
Det ventes, at flere flyselskaber vil følge efter. SAS holdt mandag eftermiddag krisemøde for at vurdere, hvordan man skal reagere.
»Vi ser en tydelig afmatning i rejseaktiviteten og har registreret mange aflysninger af rejser. Derfor kommer vi muligvis til at foretage korrektioner i vores trafikprogram,« siger Simon Pauck Hansen, koncerndirektør i SAS med ansvar for driften.
Det kan sammenlignes med de største kriser for rejseindustrien.Lars Thykier, direktør i Danmarks Rejsebureau forening.
SAS har allerede lukket ruter til Kina, men nu ser selskabet også et dyk i efterspørgslen til europæiske destinationer.
Ryanair meddelte mandag eftermiddag, at selskabet i en periode på tre uger reducerer antallet af flyvninger primært til Italien med op til 25 pct.
Rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk, der er den største i Danmark, har i den seneste uge konstateret et fald i antallet af søgninger på omkring 35 pct.
»Det er et meget voldsomt fald, som er direkte relateret til coronavirus. Interessen for at rejse er dalet markant, og det vil formentlig vare ved i hvert fald nogle uger frem,« vurderer Ole Stouby, direktør for Travelmarket.dk.
Der sælges stadig rejser, men langt færre end normalt for årstiden og til markant lavere priser.
Det er ikke kun ferie- og fritidsrejsende, som i stor stil bliver hjemme. Også de danske virksomheder holder igen med rejseaktiviteten.
»Mange virksomheder har droslet meget ned på rejseaktiviteten. Vi ser, at deltagelse i møder, messer og konferencer aflyses eller udskydes,« siger Peter Thagesen, underdirektør i DI.
Han tilføjer, at mange selskaber bremser mere op, end rejseanbefalingerne fra Udenrigsministeriet lægger op til.
»Det sker ud fra et forsigtighedsprincip. Mange medarbejdere er bekymrede, og de ansattes tryghed har høj prioritet,« siger Peter Thagesen.

