Overskuddet under pres i dansk taskekæde
Neye-kæden er igang med en større omstilling af forretningen i en tid med pres på detailhandlen. Det koster på overskuddet, mens salget også dykker en smule.
Som andre i dansk detailhandel må taskekæden Neye melde om dyk i indtjeningen. Det skyldes både et presset marked - og en omstilling af forretningen i en tid med ændret forbrugeradfærd og øget onlinehandel.
For kort tid siden kunne den danske detailkæde BabySam rapportere om, at regnskabet for 2018/19 viste et fald på bundlinjen. Nu følger den taskekæde Neye med 42 butikker og onlinehandel efter.
Regnskabet i Neye A/S for 2018/19 viser et overskud før skat på 3 mio. kr. mod 10 mio. året før. Omsætningen faldt med 10 mio. kr. til 324 mio. kr.
Neye skriver i en pressemeddelelse om regnskabet, at året har budt på »en større transformation som led i at imødekomme detailhandlens udfordringer samt en strategisk oprustning af kerneforretningens drift.«
Detailhandlen er generelt præget af butikslukninger og samtidig øget onlinehandel. Kæder arbejder intenst med at få salgskanalerne til at hænge sammen, så forbrugerne kan bestille varer online og hente i butik eller andre kombinationer. Flere af de store kæder - bl.a. Matas - melder nemlig, at netop det kan øge trafikken i butikkerne og dermed også salget.
Chefen for Neye-fonden, som ejer butikskæden, erkender, at der er pres på detailsektoren. Hun - adm. direktør Camilla Raffnsøe - udtaler:
»2019 har været et omstillingsår, som vi på mange måder har skubbet foran os. Et konkurrencepræget marked har sammen med et stigende pris- og kampagnepres gjort det nødvendigt at gentænke vores strategiske setup ude i landet.«
Neye-direktøren fastslår, at der samtidig er forventninger om ny vækst allerede i år.
»Vi har nu taget omstillingsåret og er lettede over at være videre. Faktisk viser vores tidlige 2020-tal allerede, at vores investeringer i fjor er givet godt ud med tilfredsstillende væksttal,« udtaler Camilla Raffnsøe om regnskabet.
Neye-fonden kom ud af 2019 med et samlet overskud 12,5 mio. kr. Fonden giver støtte til kræftforskning - og har de seneste fem år således doneret samlet 47 mio. kr. til det formål.
Årsregnskab:
| Neye A/S (mio. kr.) | 2018/19 | 2017/18 |
|---|---|---|
| Omsætning | 324 | 334 |
| Resultat før skat | 3 | 10 |
| Årsresultat | 2 | 7 |
| Egenkapital | 25 | 23 |

