SAS suspenderer flyvninger og indfører ansættelsesstop
Coronavirussens hærgen får nu konsekvenser for SAS, der sætter en række tiltag i værk.
Luftfartsselskabet SAS reagerer nu kraftigt på den dødelige coronavirus, der har sendt rejselysten rundt om i verden i frit fald.
SAS reducerer i kapaciteten på korte ruter og suspenderer flyvninger til Hongkong fra den 5. marts. Samtidig reducerer selskabet sine omkostninger og indfører ansættelsesstop.
SAS har i forvejen suspenderet alle flyvninger til Kina, men nu bliver Hongkong altså også omfattet.
»Luftfartsselskaberne er de første til at mærke økonomisk turbulens, og coronavirussen rammer direkte ind i kerneforretningen hos SAS og andre luftfartsselskaber,« skriver investeringsøkonom Per Hansen i en kommentar.
I en pressemeddelselse oplyser SAS, at man vil skære i administration og personaleudgifter, indføre ansættelsesstop og udsætte »ikke-kritiske projekter, markedsføring og salgsfremmende kampagner.«
Hele manøvren kan føre til midlertidige afskedigelser, frivillig orlov eller tidlig pensionering for SAS-ansatte, lyder det i meddelelsen.
SAS har også valgt at tilbagetrække sin prognose for 2019/20 som følge af usikkerhed relateret til coronavirusudbruddet og påvirkningen på efterspørgslen. SAS kom med sin prognose den 5. december.
Frygten for coronavirus har medført et brat fald i salget af flybilletter og pakkerejser. Samtidig har store dele af erhvervslivet skåret drastisk ned på rejseaktiviteten, og en lang række kæmpestore messer og konferencer er aflyst.
Opbremsningen er så hård, at situationen sammenlignes med perioden efter terrorangrebene på tvillingetårnene i 2001 i New York, da flytrafikken i løbet af kort tid dykkede voldsomt.
Lufthansa, der er Europas største luftfartskoncern, har meddelt, at selskabet i de kommende uger vil reducere kapaciteten med 25 pct. Nogle ruter vil blive lukket, og endnu flere vil få færre afgange.
SAS holdt krisemøde mandag eftermiddag og har altså nu reageret på situationen.
Rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk, der er den største i Danmark, har i den seneste uge konstateret et fald i antallet af søgninger på omkring 35 pct.

