Jørgen Vig Knudstorp stopper som formand i Lego
Thomas Kirk Kristiansen sætter sig i stedet på formandsposten, mens Jørgen Vig Knudstorp bliver menigt bestyrelsesmedlem.
Lego-familien sætter sig tungt på bestyrelsen i Lego A/S. Thomas Kirk Kristiansen bliver formand og den tidligere formand, Jørgen Vig Knudstorp, skal i stedet være menigt bestyrelsesmedlem.
Desuden bliver Søren Thorup Sørensen, der er adm. direktør for Kirkbi A/S, næstformand.
»Vi foretager ændringen i bestyrelsen i LEGO A/S for at sikre, at vi bruger de samlede ledelsesressourcer bedst muligt. LEGO A/S har leveret stærke resultater med Niels B. Christiansen som CEO. Samtidig har vi en ambitiøs, langsigtet agenda for, hvordan vi ønsker LEGO brandet skal udvikle sig på tværs af de forskellige LEGO enheder. Med de nye roller i bestyrelsen for LEGO A/S frigiver vi tid til, at Jørgen Vig Knudstorp kan fokusere endnu mere på den langsigtede udvikling af brandet, mens Søren Thorup Sørensen og jeg udgør formandsskabet i LEGO A/S i tæt samarbejde med Niels B. Christiansen,« siger Thomas Kirk Kristiansen.
Jørgen Vig Knudstorp har dog langt fra udspillet sin rolle i Lego.
Udover at han bliver i bestyrelsen som menigt medlem, fortsætter han også sammen med Thomas Kirk Kristiansen i deres samarbejde med at udvikle de langsigtede strategier for Lego-mærket i Lego Brand Group.
Lego er tidligere blevet kritiseret af eksperter inden for God Selskabsledelse - Corporate Governance - for at sætte en tidligere topchef ind som formand. Det skete i Jørgen Vig Knudstorps tilfælde.
Det anses generelt ikke for god selskabsledelse, at lade en topchef gå direkte ind og blive bestyrelsesformand. Dels kommer han fremadrettet til at skulle bedømme de strategier, han selv har lagt som topchef og dels kan det give problemer for en ny topchef, hvis han er uenig i de tidligere foretagne beslutninger.