Virusepidemi giver danske rederier åndenød
Der er sandsynligvis ikke mange kroner tilbage på rederiernes bundlinjer, når verden endelig får bugt med coronavirussen, lyder det fra en stribe analytikere.
Rederier som Mærsk, Norden og Torm skal kæmpe for at lande solide overskud på bundlinjen i 2020.
Coronavirussen gør så stort et indhug, at det kompromitterer årets indtjening for samtlige dele af shippingbranchen, vurderer en stribe analytikere.
»En branche, der lever af en lav profitmargin i et normalt marked, er i åndenød, når noget som dette sker. Det er der ingen tvivl om,« siger Peter Sand, chefanalytiker for den globale shippinginteresseorganisation Bimco.
Der var ellers lagt op til et år med længe ventet profit for shippingbranchen i sin helhed. Men påvirkningen fra coronavirussen har mærkbare konsekvenser for både containerrederier, tankrederier og tørlastrederier.
Inden coronavirussen var vores forventninger til 2020, at det ville blive et okay marked for produkttank med profit på baggrund af en fornuftigt flådevækst og efterspørgsel. Nu er vores forventninger, at produkttank rettere går imod nul.
I en analyse skriver shippinganalyseselskabet Drewry, at containerrederier i hele verden sandsynligvis må acceptere negativ indtjening i 2020 på grund af smitten.
Hos kreditvurderingsinstituttet Moody’s er man mere varsom med konklusionerne omkring containerrederier som Mærsk, men effekten er uundgåelig.
»Første kvartal bliver svagt, og det gør andet kvartal muligvis også, men det er for tidligt at sige, at det resulterer i voldsomme tab. Alt andet lige vil vi se faldende omsætning og højst sandsynligt faldende driftsindtjening,« siger analytiker Daniel Harlid og tilføjer, at Mærsk med sin stærke likviditet kan modstå udfordringen.
Også de i forvejen underdrejede tørlastrederier har måtte tage et ekstra hårdt slag efter Kinas coronakarantæne.
Og efterspørgslen efter raffinerede olieprodukter som fly- og skibsbrændstof er amputeret, fordi coronavirussen i øjeblikket holder fly på landjorden og binder skibe til havnene. Det går ud over tankrederier som Norden og Torm.
»Inden coronavirussen var vores forventninger til 2020, at det ville blive et okay marked for produkttank med profit på baggrund af en fornuftigt flådevækst og efterspørgsel. Nu er vores forventninger, at produkttank rettere går imod nul med den lavere efterspørgsel, vi ser,« siger Peter Sand.
Det franske analysehus Kepler Cheuvreux skimter en bedring i andet halvår, men indtil da er der pres på rederierne.
»Vi har for nylig reduceret vores indtjeningsestimat for tanksektoren med 20-25 pct., og den effekt kommer særligt til at slå igennem i den første halvdel af 2020,« siger analytiker Petter Haugen.
Både Mærsk og Norden har understreget, at coronavirussen udgør den største usikkerhed for deres forventninger, men begge rederier forventer overskud i 2020.
Hovedårsagen til Nordens overskud er, at rederiet i god tid har indgået lange kontrakter på tørlastmarkedet. Men selvom rederiets tankskibe i øjeblikket tjener gode penge, forventer ledelsen også hug fra coronavirussen her.
»Uden en coronavirus havde forventningerne til tankmarkedet været højere. Det er der, vi ser den største usikkerhed,« siger Jan Rindbo, adm. direktør i Norden.
Effekten af den potentielt dødelige virus fik ved årsregnskabet Mærsk til at guide i retning af et driftsresultat (Ebitda) i niveauet omkring 5,5 mia. dollars og en »svag start på året«.
»Jeg ville ønske, jeg ikke skulle give en guidance lige nu,« lød det fra adm. direktør Søren Skou.