Erhverv

Ungt dansk online-møbelfirma øjner vækst i udlandet

De seneste år har den internetbaserede møbelhandler Moodings taget et fast greb om det danske marked. Nu ser virksomheden ud over landets grænser for at fastholde væksten.

Moodings' direktør og medstifter Alexander Thygesen. Foto: PR

På kort tid har internet-møbelfirmaet Moodings, som sælger designermøbler og -interiør, fået stor succes i Danmark. Faktisk så meget succes, at virksomhedens ledelse nu ser ud over landets grænser i jagten på vækst.

Det fortæller direktør og medstifter Alexander Thygesen, som forventer, at virksomheden i år vil rulle ud i fire nye markeder internationalt, hvor Norge er første destination.

»Vi har været i gang i fire års tid, hvor vi har plukket de løsthængende frugter og vækstet en del. Nu ser vi en interesse fra andre markeder – især Norge - og efterspørgslen og historien om dansk design blomstrer i udlandet,« siger han.

Moodings blev stiftet i 2015 med ambitionen om at skabe en ny form for internethandel, der havde fokus på salg af designinteriør og møbler fra kendte mærker som Hay, Muuto, By Lassen og Fritz Hansen med et højt serviceniveau.

Siden da er Moodings omsætning mere end fordoblet årligt og endte på 53 mio. kr. sidste år, fortæller Alexander Thygesen, og samtidig er selskabet blevet en etableret spiller i Danmark, og derfor har man nu Norge i kikkerten.

»Vi vil tage det sortiment, som vi har i forvejen, og køre dedikeret marketing og hjemmeside med ansatte i Norge, for at skabe en autentisk brugeroplevelse, der ikke er oversat,« siger Alexander Thygesen, som forventer, at det norske salg kommer til at udgøre 10 pct. af virksomhedens samlede omsætning de næste 12 måneder.

Væksten i Danmark har betydet, at Moodings har måttet flytte lager fire gange og forøge sin kapacitet 800 pct. med et 5.000 kvadratmeter stort lager i Ishøj, hvorfra selskabet nu distribuerer sine varer. Det kan vise sig som en fordel, når selskabet skal indtage Norge.

»Medmindre man bor i Oslo, har nordmændene langt til alting. De er derfor også villige til at vente længere tid på de varer, som de bestiller. Men vi har varerne på lager og kan hurtigere sende dem derop, hvilket giver os en stor fordel overfor konkurrenterne,« siger han.

Allerede nu sælger Moodings til alle lande i Europa, og virksomheden har også oplevet efterspørgsel til Asien. Men selvom internettet gør det muligt at sende til alle verdenskroge, vil selskabet rette fokus mod andre lande allerede i år, hvis alt går vel i Norge, fortæller Alexander Thygesen.

»Hvis vi kan knække Norge, så bør de andre komme rimelig nemt. Det er også en test af, hvad der skal til for at rulle ud på et nyt marked, og hvordan vi kan gentage processen effektivt. Vores strategi er at tage en del af de nye markeder, før andre udenlandske spillere bider sig fast,« siger han.

Læs også
Top job