Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Lufthansa skærer 50 pct. af flyafgange væk og vil parkere de største fly

Rejselysten falder fortsat som konsekvens af coronavirus. Lufthansa melder nu, at op mod halvdelen af afgangene kan blive aflyst og selskabet vil parkere dens største fly.

Corona rammer verden
Lufthansa reagerer på coronavirus med en udvidet kriseplan som kan betyde parkering af 14 A380-fly. Foto: AP/Axel Heimken

Fredag blev endnu en hård dag for flere af verdens luftfartsselskaber. Coronavirus rammer selskaberne markant. Det trods olieprisen falder og på dagen styrkede aktiekursen i nogle af selskaberne.

Tilpasningerne i deres kapacitet fortsætter nemlig i højt tempo. Det sker i takt med, at både fritidsrejsende og erhvervslivet stopper rejser samt booking af flybilletter.

Lufthansa lancerede allerede i søndags en kriseplan, så 25 pct. af flyafgangene ville blive indstillet i en periode. Fredag har Lufthansa, der er Europas største selskab inden for luftfart med også bl.a. også Brussels og Austrian Airlines, opdateret den plan.

Nu lyder meldingen, at de kommende uger kan halvdelen af koncernens flyafgange blive aflyst.

»Grundet de ekstraordinære omstændigheder med spredning af coronavirus og det drastiske fald i booking af billetter, har Lufthansa Group valgt at øge reduktionen i kapaciteten mere end først besluttet. Alt efter den kommende udvikling vil kapaciteten blive reduceret med op til 50 pct. de næste uger. Den justering omfatter alle selskaber i koncernen,« skriver Lufthansa fredag sidst på dagen i en meddelelse.

Selskabet oplyser samtidig, at det undersøger muligheden for at parkere hele flåden af gigantflyet Airbus A380, som det har 14 af. A380 er det største passagerfly i drift. Lufthansa vil i givet fald i en periode parkere de kæmpefly i lufthavnene i Frankfurt og München.

Fredag gav faktisk løft i aktiekursen for flere af de europæiske luftfartsselskaber, efter at det stod klart, at olieprisen fortsætter en vej - og det er ned.

Kursen på aktien hos Air France-KLM steg således med 3,3 pct. og skandinaviske SAS blev løftet med 6 pct. på børsen i København - også udløst af trafiktal for februar. Lufthansa-aktien kørte gennem fredagen stort set lige ud gennem dagen, men sluttede dagen - aftenen dansk tid - med et løft på 2,45 pct. på børsen i New York.

Et af de flyselskaber, som gennem en periode har været under meget hårdt pres - også før coronavirusssen, og derfor ramt på aktiekursen, er Norwegian. Fredagen bød eksempelvis på et nyt dyk i aktiekursen for det selskab. Faldet var på hele 23 pct. i Oslo, hvor Norwegian er noteret. 

Torsdag i denne uge kom den første konkurs blandt europæiske flyselskaber udløst af coranavirussen. Det britiske, regionale flyselskab FlyBe indstillede flyvninger. Selskabet har gennem en periode - og længe før coronavirus - kæmpet for overlevelse, men de seneste dages dyk i rejselysten og dermed salget i flybilletter førte til kollaps.

Blandt både analytikere og topchefer i luftfartsindustrien er der bekymring for konsekvenserne, at den aktuelle situation med coronavirus som rammer hårdt i en i forvejen presset luftfartssektor.

En lang række selskaber har de seneste dage på linje med Lufthansa lanceret melding om aktuelle lukninger af ruter og nedskæringer for at reducere omkostningerne.

Den internationale luftfartsorganisation IATA vurderer, at coronakrisen kan koste flyselskaberne 423 mia. kr. i mistet omsætning - svarende til et fald på 11 pct. Hvis virussen spreder sig bredere, kan flyselskabernes indtægter i følge analysen dykke med helt op mod 760 mia. kr.

En udfordring er, at en lang række flyselskaber i Europa var økonomisk sårbare også før coranavirussen meldte sig.

BRANCHENYT
Læs også