Erhverv

Lalandia lukker for dagsgæster resten af marts

Frygten for coronasmitte får feriecenteret Lalandia til at skærpe hygiejnen og afvise flere gæster.

Feriecenterret Lalandia lukker for dagsgæster resten af marts. Arkivfoto: Thomas Sjørup

For at imødekomme myndighedernes anbefalinger om ikke at samles i større forsamlinger på mere end 1.000 mennesker lukker feriecenteret Lalandia for adgang i virksomhedens to ferieparker i henholdsvis Rødby og Billund, når antallet af besøgende overskrider myndighedernes anbefalinger.

Parken vil løbende give adgang, efterhånden som der bliver plads til flere gæster. Derudover vil der heller ikke være adgang for dagsgæster lørdage og søndage resten af marts-måned af frygt for spredning af coronavirussen, skriver TV2 Øst.

Gæsterne vil derudover også kunne mærke virksomhedens bestræbelser på at inddæmme spredningen af virussen ved at den samtidig har valgt at foretage en række tiltag, som skal være med til at mindske smittefaren.

Af hensyn til gæsters og medarbejdernes sikkerhed har Lalandia opsat plakater, der opfordrer til at øge hygiejnen med bl.a. håndsprit og ekstra opmærksomhed ved nys og host. Ligesom der i de to badeland er indsat ekstra rengøring og opsat standere, hvor det er muligt at få sprittet hænder.

»Det er med at have fokus på hygiejne og håndhygiejne. Hos os kommer der mange børnefamilier, og de er ikke den værste risikogruppe,« siger Jan Harrit, der er adm. direktør i Lalandia til TV2 Øst.

Ifølge direktøren kan myndighedernes nye retningslinjer for økonomiske konsekvenser for selskabet.

»Man kan ikke udelukke, at det her får økonomiske konsekvenser for os. Vi reducerer kapaciteten, og lukker også af for dagsgæster, der gerne vil bade i weekenderne. Det vil sige, at vi går glip af de billetindtægter,« siger Jan Harrit til mediet.

BRANCHENYT
Læs også