Erhverv

Sådan kan regeringen hjælpe vores privatøkonomi under corona-krisen

Sender man flere penge i omløb eksempelvis via skattelettelser, vil det ikke skubbe gang i forbruget.

Det er ikke nu, den enkelte dansker skal have økonomisk hjælp til at sætte gang i forbruget, mener flere økonomer. Arkivfoto: Stine Bidstrup

Det er for tidligt at hjælpe den enkelte dansker økonomisk efter corona-udbruddet, mener flere økonomer. Men bider virussen sig fast, kan det blive nødvendigt.

I første omgang er det vigtigst at bruge kræfterne på at hjælpe virksomhederne. Det giver ingen mening allerede nu at kanalisere penge over til private.

»Det nytter ikke at sætte skatten ned eller udbetale penge til forbrugerne, hvis man skal blive hjemme,« mener cheføkonom i Nykredit Troels Kromand Danielsen.

»Måske kan det blive nødvendigt at hjælpe økonomien i gang, når udbruddet klinger af,« mener han.

Regeringen fremlagde tirsdag en plan, der skal hjælpe de danske virksomheder. Et vigtigt element er at sikre adgang til likviditet.

»Man kan have delte meninger, om og i hvilket omfang økonomisk politik skal udglatte konjunkturer. Men et virusudbrud som dette er et godt eksempel på et stød, som økonomisk politik bør forsøge at eliminere fuldstændigt,« siger Troels Kromand Danielsen.

Kanaliserer man flere penge ud til de private eksempelvis i form af afgifts- eller skattelettelser, er det i det hele taget tvivlsomt, om det vil have nogen effekt på privatforbruget og dermed væksten,« mener Nordeas cheføkonom Helge Pedersen.

»Hvis der gives lettelser, risikerer man, at danskerne blot øger opsparingen frem for forbruget,« siger Helge Pedersen.

Cheføkonom i Dansk Erhverv Tore Stramer understreger, at rækkefølgen for hjælp er vigtig.

»I første omgang er der fokus på at hjælpe dansk erhvervsliv igennem virusudbruddet ved at lempe omkostninger og sikre likviditet. Men der kan desværre hurtigt blive brug for yderligere hjælpetiltag, hvis virusudbruddet bliver alvorligt og langvarigt,« fastslår Tore Stramer.

Effekten af virussen på økonomien er meget usikker, men den er helt klart negativ.

Las Olsen, cheføkonom, Danske Bank

En længerevarende krise kan koste arbejdspladser, advarer Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank. Regeringen kan file på finanspolitikken ved at understøtte det offentlige forbrug eller give skattelettelser.

»Effekten af virussen på økonomien er meget usikker, men den er helt klart negativ, og det betyder sandsynligvis, at vi står over for en periode med højere arbejdsløshed. I den situation ville vi normalt se en stor rentenedsættelse, men det kommer ikke til at ske,« mener Las Olsen.

I stedet for at lempe på skatter og afgifter er der langt mere effektive og realistiske veje at gå, mener Helge Pedersen.

»Denne regering er optaget af den grønne omstilling. Det vil derfor være oplagt at fremskynde investeringerne i den grønne energi. Det vil understøtte arbejdsmarkedet,« fastslår Helge Pedersen.

Et andet vigtigt redskab kunne være, at indrette arbejdsmarkedspolitikken endnu mere fleksibelt og sætte fokus på efteruddannelse af udsatte jobsøgende.

»Det gjorde man under finanskrisen, hvor mange fik en efteruddannelse. Det betød, at der var opkvalificeret arbejdskraft til rådighed, da der igen kom gang i økonomien,« siger Helge Pedersen.

BRANCHENYT
Læs også