Formand i Norwegian: En yderst alvorlig situation
Norwegian og resten af flyindustrien står i en yderst alvorlig situation på grund af coronavirusset, advarer luftfartsselskabets bestyrelsesformand til dagbladet Børsen.
Virusset har sat sig tungt på Norwegians aktie, der er faldet med næsten 71 pct. siden årsskiftet.
Norwegian har på grund af virusset aflyst 3000 flyvninger frem til midten af juni. Det svarer til 15 pct. af den samlede kapacitet i perioden.
- Det er en ganske alvorlig situation for hele flybranchen i øjeblikket og noget voldsommere end det, man har set før - både i forhold til 9/11, finanskrisen og udbruddet af sars. Det er absolut noget, som er stærkt udfordrende, siger Niels Smedegaard, der er bestyrelsesformand i Norwegian, til Børsen.
Bestyrelsesformanden forklarer til Børsen, at risikoen for konkurs er større for alle luftfartsselskaber - Norwegian inkluderet - men at Norwegian sidste år påbegyndte en omfattende "turnaround"-plan, der skal skabe besparelser i milliardklassen.
Niels Smedegaard vil ikke udelukke noget og ej heller spekulere i, hvor længe Norwegian kan holde sig flyvende under nuværende omstændigheder.
Luftfartsselskabet har indtil videre sendt flere medarbejder på tvungen orlov. Til spørgsmålet, om kapacitetsreduktionen på 15 pct. frem til juni kan overføres til effekten af afskedigelser, svarer bestyrelsesformanden, at "det er et meget godt bud ... men det kan også være mere."


