Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Dagligvarekæder: Vi har varer nok, og danskerne bør holde sig fra hamstring

Trods øget salg i både butikker og onlinehandel af mad og andre dagligvarer fastslår kæderne, at de er gearet til den situation. Sundhedsstyrelsen kan være på vej med råd om at undgå mange mennesker i supermarkederne.

Corona rammer verden
De danske dagligvarekæder opfordrer danskerne til ikke at indlede en hamstringsbølge af mad og dagligvarer i disse dage. Arkivfoto: Benjamin Nørskov

Supermarkeds- og discountkæder melder om hastigt stigende salg af mad og andre dagligvarer til danskerne de seneste dage. Det understreges dog samtidig, at branchen føler sig rustet til at håndtere presset - og derfor på alle måder vil forsøge at undgå en hamstringsbølge.

Coronavirus har andre steder – bl.a. i Australien og England – fået forbrugerne til at købe ind i så stor stil af eksempelvis toiletpapir, håndsæbe og andet, at det ligner en hamstring. Kæder i de lande er derfor begyndt at rationere salget af bestemte varer.

»Vi oplever netop nu pres på visse varegrupper – bl.a. tørvarer og andet. Men der er ingen grund til bekymring, da der er varer nok til alle i Danmark, hvor vi også har mange dagligvarebutikker,« siger kommunikations- og analysechef Lars Aarup, Coop Danmark.

I Salling Group med Føtex, Bilka og Netto melder pressechef Kasper Reggelsen, at der er et klart voksende salg i disse dage af bestemte varegrupper. Men at koncernen på linje med de andre i dagligvaresektoren har forberedt sig på situationen med forsyningskæden - fra leverandører til butikkerne.

Hos Rema 1000 Danmark er budskabet det samme.

»Vi oplever øget salg af kolonialvarer og eksempelvis toiletpapir, men vi kan sagtens følge med,« siger kommunikationsdirektør Jonas Schrøder i Rema 1000 Danmark.

Hos Dagrofa med bl.a. kæderne Spar og Meny oplyser kommunikationsdirektør Mariam Skovfoged,at udover en stigning i salg af bl.a. sanitære produkter som håndsprit og vådservietter, mærkes i kæderne lige nu en mindre stigning i salg af tørvarer og konserves.  Hun siger:

»Der er rigeligt af varer i butikkerne, hvis vores kunder handler, som de plejer.«

Ud over bekymringen for hamstring skeler de danske dagligvarekæder også til udviklingen med coronavirus i andre lande. Italien har jo aktuelt stort set lukket landet ned i en periode i kampen for at stoppe spredning af virus.

Hos Lidl Danmark, der indgår i den tyske storkoncern med discountbutikker i mange lande, trækkes derfor på erfaringer fra netop søsterselskaber.

»Italien er i en helt anden situation, end vi er her i Danmark. Men det er klart, at vi forbereder os omhyggeligt på alle scenarier og følger myndighedernes anbefalinger. Vi ved, at salget af mad og dagligvarer er afgørende,« siger kommunikationschef Morten Vestberg, Lidl Danmark.

I Aldi Danmark fastslår kommunikationschef Kristian Jensen, at der også dagligt er tæt kontakt til koncernens kæder i andre EU-lande om, hvordan coranavirussen påvirker dagligvaresalget der.

Tirsdag aften har Sundhedsstyrelsen opdateret en række scenarier for, hvordan situationen kan udvikle sig den kommende tid her i landet. Og en af styrelsens anbefalinger i den forbindelse kan dermed blive, at danskere undgår mange mennesker i supermarkedet og eksempelvis køber ind via nethandel.

»Vi vil meget gerne opfordre danskere som er utrygge ved at komme i butikker med mange mennesker, at vælge tidspunkter på dagen og aftenen, hvor der er færre kunder og dermed bedre plads. Det er vi meget opmærksomme på,« siger Kasper Reggelsen, Salling Group.

Netop nethandel med dagligvarer fylder en yderst beskeden del på det danske marked, hvor der er op mod 2.700 fysiske butikker. Vurderingen lyder i branchen, at de aktuelle onlineaktører kun kan forsyne en lille del af den samlede danske befolkning med dagligvarer.

Hos Coop Danmark, der ud over 1.200 fysiske kæder i koncernens kæder også har onlinehandel med mad, siger Lars Aarup:

»Man kan sagtens gå i supermarkedet. Corona smitter ikke via varer eller emballage. Vores online-supermarked oplever stor tilstrømning af kunder i dag, og vi er ved at allokere mandskab til det,« siger analysechefen i Coop.

En af de store aktører med nethandel er Nemlig.com. Kommerciel direktør Mikkel Pilemand oplyser, at siden den første registrerede smittede med coronavirus her i landet er salget steget med 50 pct.

BRANCHENYT
Læs også